Ingen kæmpe overraskelser

Syn afslørede kun små fejl, så kæmpe overraskelser og dyre reparationer udeblev, konkluderer sprøjteejer.

Et lille hul i en slange på sugesiden samt et par utætte o-ringe var blandt de få fejl, som viste sig på planteavler Jesper Karlshøj-Andersens sprøjte. Han konkluderer derfor, at de helt store ubehagelige overraskelser i forbindelse med synet udeblev.

Før synet havde han tjekket alle liniefiltre og dysefiltre, men derimod havde den ikke fået sin årlige gennemgang endnu. Planteavleren fra Stevns mener, at de fleste andre landmænd også vil kunne undgå ubehagelige oplevelser, hvis de selv tjekker sprøjten inden synet.

»Hvis man selv kikker tryksiden efter for utætheder, og manometeret ikke blafrer, burde det ikke være så galt,« mener han og fortsætter:

»De fleste ting er jo ret banale, og meget af det handler om, hvorvidt man selv vil skifte eventuelle utætte slanger hjemmefra, eller betale værkstedet for at gøre det under synet.«

Han understreger dog samtidig, at synsudstyret er en god fejlfindingsmetode til de mere drilske fejl, herunder sprøjtens hul på sugesiden.

»Pumpen pulserede ved højt tryk, og normalt havde jeg troet, den skulle have nye ventiler. Det var dog blot slangen på sugesiden og spændebåndet, der skulle skiftes. Altså en langt billigere reparation end frygtet,« fortæller han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle