Jagten på julegrisen hitter på Facebook

Hvordan fandt I på idéen med advents-videoer?

Vi var ikke hurtige nok sidste år, men i år satte vi os omkring køkkenbordet for at udtænke planen i november. Vi vil gerne vise, at julen er lig med grisens fest. Og det er selvfølgelig en reklame for os og for vores griseproduktion her på Enghave. Målgruppen er alle, der finder os på Facebook. Men i videoerne om jagten på julegrisen, hvor jeg i julemandskostume, og også med fletninger, fortæller løs fra stalden, viser vi jo også, hvordan vi passer grisene, når vi på optagelserne fortæller om fodersammensætninger m.m. Det er ekstra bonus for dem, der ikke ved så meget om grises opvækst.

Hvor lang tid tager det at optage videoerne?

Vi er to mand i alt, og de første tre afsnit optog vi på halvanden time cirka. Så det er til at have med at gøre. Det tredje afsnit slog vi for sent op, og det var først aktivt kl. halv ni om aftenen. Det sidste i morgen søndag skal op senest kl. 11. Man skal ikke sløse med adventskalenderen, heller ikke selv om det kun tager 2-3 minutter at se.

Har I fået flere besøg på jeres Facebook-side?

Ja, det må man sige. Vi har fået over 200 flere følgere i december - og 4.330 synes godt om vores side, som vi startede for halvandet år siden. Det er vi rigtig godt tilfredse med.

»Genialt« og »Så godt«, og »Fin hue, den klæder dig« er nogle af de muntre kommentarer, der står under videoerne foruden en masse delinger.

Har du fået andre reaktioner?

Kun positive tilråb og kommentarer, når jeg færdes i lokalområdet. Jeg kan høre, folk følger os december igennem, og det er jo bare skønt.

Hvordan skal I selv holde jul på Enggården?

Vores tre ansatte holder jul hjemme hos dem selv, så vi er kun os til at spise julemaden. Det er så godt så ikke flæskesteg, vi har en fast tradition med suppe først, så andesteg og til sidst en dessert, en slags ris à l’amande, men lavet med knækkede ris.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle