John Deere viser nye topmodeller

John Deere øger hestekræfterne i 8R-serien, lancerer ny topmodel i 7R-serien og kommer desuden med nye transmissioner og nye kabiner, armlænsbetjeninger og terminaler.

John Deeres 7R-serie får med 7310R en ny topmodel med 310 hk og hele 340 med boost. Topmodellen bliver samtidig John Deeres første stortraktor med SCR-teknologi for at opfylde emissionskravene, mens resten af serien med 210, 230, 240, 270 og 290 forbliver udstyret med, hvad John Deere med stærk og klar stemme kalder »Diesel Only«-motorer.

Markant nyt på 7R-serien er også den nye transmission e23 med 23 frem og 11 bak med lige store intervaller og 14 gear mellem 2,5 og 16 km/t samt den ca. tre procent brændstofbesparende Efficient Manager. Serien vil dog også kunne leveres med AutoPowr-transmission på tværs af hele serien og med CommandQuad på de to mindste modeller.

Den nye CommandViewIII-kabine byder på et bedre sæde, en ny CommandArm-konsol med forbedret ergonomi, mere logisk funktionssamling og fuld integration med den nye CommandCenter-touchscreen på op til 25,4 cm.

Et populært tilvalg bliver formentligt også en 360 graders LED-lygtepakke.

Ekstra store dæk

John Deere vrider yderligere 10 nominelle hk mere ud af sine PSX-motorer i en opdateret 8R- og 8RT-serie med de fem modeller 270, 295, 320, 345 og 370, der angiver de nominelle hk.

Læg dertil 50 hestekæfter med boostfunktionen IPM.

John Deere kører videre med Tier4i-motorerne, men på sigt vil 8R-motorerne få SCR-teknologi som følge af de skærpede emissionskrav.

Også 8R-serien får mulighed for den nye e23-transmission, men først i 2015, mens det nye armlæn og den nye terminal fra 7R-serien kommer til foråret 2014.

Interessante 8R-tilvalg er desuden muligheden for ekstra hydraulikkapacitet på op til 321 liter i minuttet samt mulighed for at montere gruppe 49-dæk med en diameter på op til 215 cm og en bredde op til 900 mm.

På tværs af opdateringerne af 7R og 8R samt den nye topmodel 7310R skønner John Deere, at den nye 7R-serie sparer ca. to procent brændstof, mens e23-transmissionen kan spare yderligere ca. tre procent brændstof.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle