Kæmpe regning - ingen specifikation

Jens Erik Østergaard har betalt kommunen 105.000 kr. over fire år men kan ikke få at vide, hvad timerne gik med.

»Kommunen har bare krævet op, uden at jeg kan se, hvad de har lavet for pengene. Det er utilfredsstillende, især fordi jeg jo ikke bare kan vælge en anden kommune.«

Sådan lyder det fra Jens Erik Østergaard, mælkeproducent med 170 køer og 215 hektar ved Langaa.

Han føler sig magtesløs over for Favrskov kommune, der fra 2009 til 2012 har sendt regninger for 99 timers miljøtilsyn og 327,5 timers sagsbehandling af en miljøgodkendelse.

»Hvis jeg har en traktor på værksted, står der på fakturaen, hvilke reservedele de har brugt, og hvad tiden er gået med. Hos kommunen får jeg bare at vide, det er arbejde med miljøgodkendelse,« siger Jens Erik Østergaard.

Derfor sendte han sin revisor, Lindy Sørensen, hen på kommunen for at få specificeret, hvad tiden er gået med. Han fik lov at se timesedler med meget grove tilkendegivelser af, hvad der var lavet.

»Jeg forventede, at de kunne sige mere præcist, hvad de har lavet hvornår,« siger han.

Nogle dage var der arbejdet 15-16 timer, og nogle gange blev der arbejdet i weekenden.

»Det er et underligt system, og som om der ikke er nogen kvalitetssikring,« siger Lindy Sørensen.

Det er han selv forpligtet til at have som revisor.

Jens Erik Østergaard og Lindy Sørensen mener, det ville være bedre med en fast pris på miljøgodkendelser ud fra antallet af dyr eller lignende.

»Så har alle jo også en og samme interesse, nemlig at det går hurtigst muligt med at få den færdig,« siger Lindy Sørensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle