Katastrofalt få uddannes som svineleder

Meget få svineelever fortsætter med lederuddannelse efter andet hovedforløb på landbrugsskolerne.

Et af de største problemer for dansk svineproduktion i fremtiden kan meget vel blive mangel på lederuddannede inden for svineområdet. Det mener Maria Eskildsen, lærer på Jordbrugets Uddannelsescenter, der holdt indlæg på svinekongressen onsdag.

»Årsmødeberetningen handlede om kvælstof og notering. Men det største problem er, at der ikke er nogen til at overtage svinebedrifterne. Der er 22 stk. på landsplan, der er gået i gang med lederuddannelsen, og der er brug for mange flere,« siger hun.

Omdømme

Claus Fertin, direktør for Videncentret for Svineproduktion, kalder det også »et klart problem« at der ikke er flere på driftslederuddannelsen.

»Det ser vi meget alvorligt på, der skal være nogle til at overtage ejendommene, drive dem og udvikle dem,« siger han.

Han mener, at manglen hænger tæt sammen med svineproduktionens omdømme, som erhvervet arbejder på at forbedre.

»Vi kæmper jo om de samme talenter som andre erhverv, når de unge spørger sig selv: Skal jeg være svineproducent eller arbejde for Novo Nordisk,« siger han.

Maria Eskildsen er enig i, at svineproduktionens image kan være en del af forklaringen.

»Svineproduktion er ikke noget, man praler af i Århus’ natteliv, det er bare ikke sexet,« siger hun.

Noget andet er, at nogle frygter at være den eneste dansker på bedriften.

»De tænker, at det vil være for ensomt at gå i farestalden hele dagen og kun tale med ukrainere i kaffepausen,« slutter hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle