Kommuner dropper byggesagsgebyrer

Fire kommuner har afskaffet gebyrerne i år, og mindst to andre kommuner dropper gebyret fra årsskiftet.

Stadig flere kommuner afskaffer byggesagsgebyrer for landbrugsbygninger. Det viser en analyse lavet af specialkonsulent Martin Kyed, CEPOS.

»Sidste år var der tre kommuner, der afskaffede byggesagsgebyrerne, og i år har yderligere fire kommuner afskaffet gebyrerne. Dertil kommer, at mindst to andre kommuner, Favrskov og Norddjurs kommuner, afskaffer gebyret fra årsskiftet.

Det er en meget interessant udvikling,« siger Martin Kyed, der har lavet en tilsvarende undersøgelse vedrørende større erhvervsbyggerier, som viser nogenlunde samme billede, nemlig at der er store, uforklarlige forskelle mellem kommunerne.

Byggesagsgebyrerne for landbrug varierer således ifølge hans undersøgelse fra nul til over 300.000 kr.

Selv om Landbrug & Fødevarer i flere år har presset på for at få lavere og mere ensartede byggesagsgebyrer for landbrugsbygninger, er de i gennemsnit steget med 1,3 procent fra 2013 til 2014.

Efter at de fire kommuner har droppet byggesagsgebyrerne i år, er der dog tale om et reelt fald på et par procent.

De helt høje gebyrer gælder kun i et fåtal af kommunerne, hvor de ifølge Martin Kyed virker som en ekstra skat på erhvervsvirksomhederne. I over halvdelen af kommunerne koster det under 30.000 kr. at få en byggesag gennem systemet.

Regeringen har tidligere aftalt med Kommunernes Landsforening, at kommunerne fra næste år skal benytte timepriser i stedet for faste gebyrer, men ifølge Martin Kyed er der endnu ikke fundet en endelig model, så han forventer først, at ændringen, der skulle give mere ensartede priser, bliver gennemført fra 2016.

Hans analyser viser i øvrigt, at landbruget betaler væsentligt mindre i gebyr end andre erhverv. Mens det gennemsnitlige gebyr er på 47.750 kr. for en landbrugsbygning på 2.000 kvadratmeter, er gebyret på 107.000 for en typisk erhvervsbygning på 5.000 kvm.

»Landbrug & Fødevarer har gennem længere tid arbejdet for hurtigere, billigere og mere rimelig byggesagsbehandling. Derfor glæder vi os over, at kommunerne forbedrer rammevilkårene for de landbrug, der gerne vil udvide. Byggesagsgebyrerne har i en årrække været for høje og for tilfældige for både erhvervsejendomme og landbrugsbyggeri, så det går den rigtige vej,« siger Charlotte Bigum Lynæs, Landbrug & Fødevarer.

Faktaboks

Byggesagsgebyrer

  • Store, uforklarlige forskelle
  • Kommuner afskaffer gebyrer:
  • 3 kommuner i 2013
  • 4 kommuner i 2014
  • 2 kommuner fra årsskiftet

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle