Lad verdensmestrene vækste

DEBAT af Kristian Andersen, folketingskandidat (V) i Nordjylland, Johs. V. Jensens Vej 40, Aalborg SV

Det danske landbrugs- og fødevareerhverv er verdensmestre i at levere sunde og sikre fødevarer til de mest kræsne forbrugere på hele kloden – og udgør med alle følgeerhvervene i Nordjylland hver femte nordjyske arbejdsplads. Skulle vi anerkende dem for det? Skulle vi sikre landbruget og følgeerhvervene så gode betingelser, at de kan tjene penge, investere og udvikle deres produktion og sikre beskæftigelse og finansiering til fremtidens velfærd?

Jeg er selvfølgelig ikke i tvivl. Vi har ikke råd til andet. De er et af landets største erhvervspotentialer. De er forudsætning for vækst og velfærd. Men regeringen mener det modsatte. Regeringen tøver ikke med at fastholde forældede miljøindgreb og drive heksejagt på borgere og erhvervsliv uden at sikre sig, at staten har orden i eget hus.

Derfor er det en sejr for hele Nordjylland, at staten i denne uge har tabt prøvesagen om randzonerne mod to nordjyske landmænd.

Vandområdeplanerne og randzonerne er elendigt makværk, som ikke har den miljøeffekt, regeringen påstår. Det bekræftede regeringens egen Natur- og Landbrugskommission for to år siden. Og samtidig koster Danmark dyrt i erhvervsudvikling og arbejdspladser.

Og derfor skal de væk – sammen med regeringen. Det kan kun gå for langsomt.

Vi skal have en regering, der har respekt for vores erhverv og vores arbejdspladser, som finansierer fremtidens velfærd.

En regering der anerkender, at verdensmestrene i fødevareerhvervet gør Danmark rigt. En regering der anerkender, at landbruget er en forudsætning for, at Danmark vender tilbage til positionen som et af verdens rigeste lande i stedet for at fortsætte nedturen.

Vi skal give verdensmestrene lov til at være verdensmestre – og lov til at producere og tjene penge på samme vilkår som deres konkurrenter i vore nabolande.

(forkortet af red.)

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle