Landdistrikts-program straffer små økologer

DEBAT

Som forkæmper for udbredelsen af mere økologi i Danmark er det en fornøjelse for mig at konstatere, at flere af vores gode ideer nu har fået plads i Fødevareministeriets forslag til det kommende Landdistriktsprogram.

I økologitilskuddet er der nu lagt op til, at der ved siden af det normale økologitilskud kan tildeles en forhøjet tilskudssats til arealer med økologisk frugtavl og til arealer med ekstra lav kvælstofnorm på 80 kg kvælstof pr ha. Begge indsatser, vurderer vi i Landbrug & Fødevarer, kan være med til at styrke økologiens udvikling.

Til gengæld er det med stor undren, jeg må konstatere, at man vil fjerne ikke bare enkeltbetalingstilskuddet men også økologitilskuddet til bedrifter på mindre end fem hektar. Hvor der tidligere har været krav om, at det areal, man søgte tilskud til, skulle være på mindst to ha, har man i Fødevareministeriet nu foreslået at hæve grænsen til fem. Konsekvensen vil være, at ca. 400 ud af 2.680 økologiske bedrifter fremover ikke kan få tilskud.

Set i mit perspektiv giver forslaget overhovedet ikke mening, hvis man vil fremme den økologiske sag. Vi arbejder i forvejen målrettet på at finde løsninger, der skal gøre det mere attraktivt for de helt små bedrifter at være økologer. De føler sig ofte klemt af omfattende kontrolkrav set i forhold til produktionsomfanget.

Man kan selvfølgelig mene, at der ikke er så mange hektar på spil i forhold til at nå målet om en fordobling af det økologiske areal. Men ud over at ramme de 400 eksisterende, økologiske bedrifter underminerer forslaget potentialet for omlægning på yderligere 7.500 små landbrug i Danmark. Desuden er det ikke kun arealomfanget, man skal tage bestik af her. De små bedrifter er ofte rigtig gode ambassadører i forhold til at udbrede kendskab til økologien og være bindeled til samfundet via stort lokalt engagement, direkte salg mv.

I Landbrug & Fødevarer vil vi derfor kæmpe målrettet for at få sænket arealgrænsen i det endelige landdistriktsprogram. Vi har bl.a. taget sagen op over for Fødevareministeriet, som har lovet at se på sagen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle