Af Anders Klöcker, erhvervs- og forskningsdirektør, Landbrug & Fødevarer
Debatten om landbrugsfondene er tiltagende. Desværre virker formålet for mange debattører udelukkende at være ønsket om at mistænkeliggøre fondenes eksistens.
Lad mig sige det enkelt: Fondene i landbruget er skabt af fremsynede landmænd. For hvor meget forskning og udvikling kan en enkelt landmand skabe på egen hånd? Svaret er, at det er ganske begrænset.
Forskning kræver forskningsfaciliteter, forskere, investeringer og teknologi. Et sådant forskningsmiljø kan ikke skabes på alle landets 33.000 bedrifter. Og den forskningsbaserede viden og innovation, der kan bruges i praksis og skabe resultater i mark og stald, kommer ikke dumpende ned fra himlen.
Blande sig i LEGO’s forskning?
Den, der kender sin historie, ved, at produktionsafgiftsfondene – og i sin tid også Promilleafgiftsfonden – er blevet til på basis af penge, som år efter år er opkrævet hos hver enkelt landmand. Griseproducenten betaler til Svineafgiftsfonden, mælkeproducenten til Mælkeafgiftsfonden og så videre. Det er og bliver landmændenes egne penge, som opkræves i en afgift. Så selvom ordet afgift lyder statsligt, er det altså et initiativ, som er skabt og drevet af landmændene.
Forbrugerrådet mener, at den fradragsret, som landmanden har for sin betaling af afgiften, skulle betyde, at samfundet bør have indflydelse på prioriteringen af fondenes midler. Det giver jo ingen mening. For helt generelt gælder det nemlig, at virksomheder har fradragsret for deres investeringer i forskning og udvikling. I de senere år har der faktisk været 130 procent fradrag. Jeg har endnu til gode at høre nogle, som dermed mener at skulle blande sig i fx Novo Nordisks eller Lego’s investeringer i forskning og udvikling.
Den årlige afgift i kroner og øre besluttes af landbrugsfondenes bestyrelser. Hvis fremtiden bliver, at fondenes bestyrelser ikke længere må lægge strategierne for fondenes arbejde og administrere midlerne til de ansøgte projekter, så kan man forestille sig, at afgifterne skrues ned. Måske helt til nul kroner.
Dermed trækkes tæppet væk under den praksisnære forskning og innovation på netop de områder, hvor vi for eksempel har en mulighed for at knække klimakoden og udvikle de svære, men effektive løsninger, der sænker klimaaftrykket.
Ideologi?
Så hvorfor har nogle aktører set sig så sure på landbrugets fonde? Handler det måske om ideologi snarere end egentlige problemer?
Når jeg ser på produktionsafgiftsfondene og de bevilligede projekter, oplever jeg, at fondene udvikler sig – præcis som resten af samfundet. Debatten om klimaet, vores fødevarer, vores rejsevaner og vores transport har udviklet sig hastigt de seneste fem til ti år.
Vi ser i dag anderledes på en lang række udfordringer, og det afspejler sig også i fondenes prioriteter. Der bliver i stadig stigende grad bevilliget penge til forskning inden for grønne løsninger, præcis som det efterlyses af flere aktører i debatten.
Det er derfor imod bedre vidende, hvis man påstår, at bevillingerne i dag ikke går til projekter, der er i samfundets interesse i forhold til at understøtte en grøn omstilling, der handler på klima, miljø, dyrevelfærd og natur. Det er faktisk præcis det, som fondene gør, hvis man ellers gider tjekke op på fondenes strategier og bevillinger.
Brugbare redskaber for landmænd
Den omstilling, der efterspørges, er i gang. Derfor kan vi godt have debatten om fondene, men mistænkeliggørelse og antydninger af, at fondene ene og alene prioriterer afsætning af kød er ikke fair.
De projekter, der støttes, har en fællesnævner: De er praksisnære og tager udgangspunkt i virkeligheden i det danske fødevareerhverv. Derfor gives der midler til eksperter fra Landbrug & Fødevarer, SEGES Innovation, Økologisk Landsforening, og også i vid udstrækning Aarhus og Københavns universiteter, DTU og Teknologisk Institut.
Vigtigst af alt, og noget som ofte bliver overset, er, at den forskning, der bevilliges penge til, skal ende ud i gode brugbare redskaber, som både landmænd og samfund kan nyde godt af. Den opgave har fondene klaret indtil nu. Og sådan vil det fortsætte, når fondene også i fremtiden skal udvikle sig sammen med resten af samfundet.
Indlægget er tidligere bragt i længere format i Altinget.
