L&F: Vi skal ikke hænges ud for sygdommen

L&F kaster alle ressourcer ind for at stoppe hetz mod landmænd, der er ramt af MRSA.

Dansk landbrug vil nu for alvor gå ind i sagen om offentliggørelsen af MRSA-ramte. Siden Ombudsmanden bestemte, at Fødevarestyrelsen kan offentliggøre MSRA-status i en række svinebesætninger, har VSP og L&F arbejdet i døgndrift på at forhindre, at det sker.

»Vi tager MRSA-sagen op som sag i Landbrug & Fødevarer, og vi gør det hurtigst muligt,« siger formanden for Landboretudvalget i L&F, Lone Andersen.

»Sædvanligvis skal det op i Primærbestyrelsen, om en sag skal behandles som principsag, men her har vi gjort det i formandskabet alene. Det understreger den vigtighed og betydning, som vi mener, sagen har. Det kan ikke passe, at familier skal stigmatiseres og hænges ud i offentligheden, fordi de har - eller måske ikke har - en relativt harmløs bakterie i deres besætning.«

Meget principiel

»Sagen om Fødevarestyrelsens offentliggørelse af MRSA-smittestatus hos udvalgte, navngivne landmænd ligger os meget på sinde, og vi gør alt, hvad der er muligt for at få Fødevarestyrelsen til at se sagens rette juridiske sammenhæng, og de meget store sociale og økonomiske konsekvenser for den enkelte landmand og hans familie,« siger formand for VSP Erik Larsen.

Han opfatter opgaven som meget principiel. VSP og L&F mener, at ønsket om at vide alt om alle er gået for vidt.

»Vi vil meget gerne deltage i smitte- og sygdomsbekæmpelse, oplysning og forskning,« fastslår Erik Larsen.

»Men vi vil ikke være med til, at hustruer og medarbejdere udsættes for social udstødelse, eller at landmænds børn bliver mobbet – alt sammen bare fordi de kommer fra en gård, hvor der måske, måske ikke, er MRSA. Og da slet ikke, når data er flere år gamle og derfor måske slet ikke længere er aktuelle.«

At myndighederne i sagen om MRSA-smittestatus kræver dokumentation for, at der vil ske en stigmatisering af de berørte parter, ser Erik Larsen som et helt urimeligt krav.

»Hvordan dokumenterer man noget, som risikerer at komme til at finde sted i fremtiden. Forventer de, at vi lader en landmands familie blive stigmatiseret, bagtalt og moppet i lokalsamfundet for at bevise det?« spørger han.

»Vi vil fortsætte med at kæmpe for, at skaden ikke sker – og vi er klar til at gå rigtig langt med vores indsats.«

Foreningerne Danske Svineproducenter, Bæredygtigt Landbrug og Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter har sideløbende besluttet af rejse sag mod Fødevarestyrelsen omkring MRSA-sagen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle