Lindhart Nielsen ud - Erik Larsen ny formand

Lindhart B. Nielsen stopper mangeårig karriere. Erik Larsen er ny formand for L&F Svineproduktion.

Lindhart B. Nielsen, mangeårig formand for L&F Svineproduktion, stopper som formand. Ny formand er svineproducent Erik Larsen fra Dalmose på Sjælland. Ny næstformand er Søren Søndergård.

Det blev udfaldet af det konstituerende bestyrelsesmøde i L&F Svineproduktion onsdag.

Udskiftningen i Landbrug & Fødevarer Svin kommer dagen efter, at Videncenter for Svineproduktion (VSP) afskedigede sin direktør, Nicolaj Nørgaard efter alvorlig kritik af VSPs håndtering af EU-tilskud til projekter.

Vidste det godt

Erik Larsen var allerede før bestyrelsesmødet onsdag orienteret om, at Lindhart B. Nielsen havde beslutte ikke at genopstille.

»Han har givet os den begrundelse, at han har været med i mange år og mener, der skal nye kræfter til nu, da vi alligevel skal til at ansætte en ny direktør. Vi skylder ham utrolig stor tak for den indsats, han har gjort gennem mange år,« siger den nyvalgte formand Erik Larsen.

VSP skal op at stå

Erik Larsen ser det som sin første og mest presserende opgave at få ansat en ny direktør for Videncenter for Svineproduktion og i det hele taget »få VSP op at køre igen.«

»Og så skal vi fortsætte vores arbejde for at få de bedste vilkår for de danske svineproducenter.«

»Du bliver formand midt i en stor krise i VSP?«

»Vi har fået gennemgået revisionsrapporten ved bestyrelsesmødet og har accepteret beslutningen om, at Nicolaj Nørgaard stopper. Nu vil jeg se til, at vi får sat en ny ledelse, men derudover har vi den samme ledelsesgruppe i VSP, som vi hele tiden har haft. Den fortsætter med fuld opbakning til at udvikle dansk svineproduktion. Også Nicolaj Nørgaard har gjort en kæmpe indsats. Men det er også klart, at når vi har med offentlige midler at gøre, så skal tingene være 100 pct. i orden.«

»Er du overrasket over sagen?«

»Vi har selvfølgelig troet, at de retningslinjer, vi har, var overholdt og har ikke haft grund til at tro andet. Nu får vi tilrettet procedurerne, så det aldrig sker igen. Nu skal jeg, sammen med den øvrige bestyrelse, sikre, at vores samarbejdspartnere igen får den fornødne tillid til VSP.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle