LVK modtager stort erstatningskrav

En kunde af LVK Dyrlægerne har efter rådgivning krævet en betydelig erstatning. Selskabets formand mener dog ikke, at LVK vil ende med et ansvar i sagen.

En kunde i LVK Dyrlægerne har rejst et betydeligt krav mod selskabet.

Det skriver rådgivningstjenesten i sit netop aflagte regnskab for 2013.

»Det er et krav, der er rejst omkring rådgiveransvar. Det er noget, vi oplever en gang imellem, men det er sjældent. Denne gang er det en større sag og derfor var revisor og vi i bestyrelsen enige om, at det skulle stå i regnskabet,« fortæller formand for bestyrelsen, Peter Hjort Jensen.

Hvor stort kravet er, ønsker han ikke at oplyse, lige som han heller ikke vil fortælle, hvad sagen drejer sig om af hensyn til de involverede i sagen.

I regnskabet omtales beløbet som »betydeligt«.

LVK og revisor har dog vurderet, at kravet, der blev rejst mod LVK Dyrlægerne i januar, ikke betyder, at dyrlægeselskabet skal lave en hensættelse i regnskabet til en eventuelt kommende erstatning.

»Vi er en rådgivningsvirksomhed og har tegnet en forsikring, som dækker rådgiveransvar. Hvis det mod forventning ender med, at det er vores ansvar, vil det blive dækket af forsikringen,« fortæller formanden.

LVK Dyrlægerne har desuden meldt regreskrav, altså krav om godtgørelse, til en underleverandør, der dermed kan risikere at stå med en del af regningen for sagen, hvis den måtte ende med et ansvar.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle