Majsene blomstrede som de skulle

Svend Erik Sørensen i Billund er ikke så nervøs for sine majs, som allerede har pæne kolber.

Selvom han bor i en egn af landet, hvor kulden traditionelt kommer først, ser Svend Erik Sørensen, Billund, fortrøstningsfuldt på sin majshøst.

»Majsene blomstrede på samme tid, som de plejer, og de har sat pæne kolber, men de er knap så høje, som de er i gode år.«

Svend Erik Sørensen har 140 hektar med majs og bruger slet ikke græs i sit grovfoder. Derfor er han med sine 220 køer rasende afhængig af majshøsten.

»Men vi har tre måneders grovfoder liggende på lager fra sidste år. Dem vil jeg bruge, så vi får en glidende overgang i fodringen,« fortæller han.

Supplerer med sodakorn

En anden løsning er det sodakorn, som Svend Erik Sørensen ensilerer sammen med majsene.

Sodabehandlet korn kan erstatte en del af den majs, som måske k0mmer til at mangle i år.

»Det er tre år siden, vi begyndte at putte sodakorn i majsstakken, når vi ensilerer. Det har vi rigtig gode erfaringer med,« fortæller han.

Også et andet sted tænker han anderledes end de fleste: »Vi vil helst høste med en tørstofprocent på 30, hvor de fleste andre vil op på omkring 32 procent tørstof. Det betyder, at vi nok kan komme i gang med de første marker i løbet af de næste 14 dage. Til gengæld snitter vi majsen 25 millimeter lang for at få struktur. Men det er også med til at holde på fugten,« forklarer Svend Erik.

Strategien har givet fremgang i ydelsen hvert år i tre år.

»Så laver man ikke noget om,« smiler han.

Faktaboks

  • Svend Erik Sørensen, mælkeproducent ved Billund
  • 240 køer, ydelse 11.300 kg. EKM
  • Fodrer udelukkende med majs

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle