Maskinhandlere skal sikre sig mod opsigelser

Dansk Maskinhandler-forening ønsker mere håndfaste aftaler overfor maskinproducenter og -importører.

Der er behov for mere håndfaste aftaler mellem maskinhandlere på den ene side og producenter/importører på den anden.

Ifølge Dansk Maskinhandlerforening (DM) understreges det behov af sagen fra efteråret, hvor Väderstad med meget kort varsel sagde farvel og tak til 12-14 danske forhandlere af de svenske maskiner for at give Semler Agro eneret på forhandlingen i Danmark.

»Især opsigelse er der behov for mere faste regler for,« siger adm. direktør Klaus Nissen, DM.

Urimelige vilkår

»Forhandlerne af Väderstad blev opsagt på vilkår, som er helt urimelige i forhold til, hvad der er kutyme i branchen. Men der forelå ikke en kontrakt mellem parterne. Det er stadig meget almindeligt at bruge mundtlige aftaler og håndslag, og Väderstad-sagen viser, at den slags aftaler er alt for lette af bryde. De kan jo være indgået for ti år siden af personer, som nu er væk.«

Ifølge Klaus Nissen er der kutyme for 6 måneders frist på opsigelse af maskinhandlere, men det varierer fra sag til sag.

»Sagen om Väderstad har ophidset en del landmænd, der har spurgt os, om de fremover kan have sikkerhed for service på deres Väderstad-maskine fra den lokale maskinhandler. På den måde har faste aftaler bestemt også relevans for landmændene,« siger Klaus Nissen.

Samson gør det

DM ønkser ikke at indføre en fast skabelon for kontrakter.

»Men vi vil gerne pege på nogle punkter, som kontrakten mindst bør omfatte, herunder ikke mindst regler for opsigelse,« siger Klaus Nissen.

Ifølge direktøren findes der flere gode eksempler i branchen, som man kan lære af.

»Samson har netop opsagt sine forhandlere med henblik på at danne eget salgsselskab, og det er sket på den rigtige måde ud fra de skriftelige aftaler for opsigelse,« siger Klaus Nissen.

LandbrugsAvisen har kontaktet direktør David Pedersen, Väderstad Danmark, med henblik på en kommentar til sagen om opsigelsen af forhandlere, men direktøren har ikke ønsket at udtale sig.

Faktaboks

Opfordring

  • Maskinbranchen er netop nu præget af store forandringer.
  • Dansk Maskinhandlerforening opfordrer sine medlemmer til at gøre brug af foreningen til at udforme leverandørkontrakter med henblik på at sikre deres fremtid.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle