Mejeri udfordret af høje mælkepriser

Højere mælkepriser og indkøring af et spritnyt mejeri kostede Mammen Mejerierne. Men de nye faciliteter skaber allerede bedre resultater, melder ejer Lars Staunsbæk.

En investering til 100 mio. kr. i et nyt mejeri kostede på bundlinjen hos Mammen Mejerierne i 2017. Alligevel kom landets største privatejede mejeri pænt gennem året, der også bød på prisstigninger på hovedingrediensen mælk i årets sidste del.

Det viser det netop offentliggjorte regnskab med en bundlinje på 6,8 mio. kr. efter skat og en omsætning på 900,6 mio. kr.

Dermed er omsætningen steget med 58 procent siden 2013.

Ejer Lars Staunsbæk er godt tilfreds med 2017, der blev et år med ekstraordinært mange udgifter.

»Vores resultat er ikke prangende i forhold til året før. Det koster, når mælkepriserne går op, for vi kan først hente prisstigningerne hos supermarkederne efter nogle måneder. Og så har indkøringen af det nye mejeri i særdeleshed kostet mange penge, for i perioder har vi haft dobbeltbemanding«, forklarer han.

Allerede nu kan han dog se de positive resultater af det nye mejeris effektivitet.

»Vi stiger i omsætning igen. Det kan jeg se allerede nu, og det er især på eksporten, vi øger. Og så stiger vi også i resultatet«, siger han.

Mammens leverandører leverer lige nu en stigning på 4 procent i mælkemængden i forhold til første kvartal sidste år. Holder væksten hele året, kommer mejeriet tæt på at købe 200 mio. kg mælk i 2018.

Faktaboks

Mammen Mejerierne

  • Omsætning 901 mio. (842)
  • Årets resultat 6,9 mio. (31,5)
  • Antal ansatte 195 (180)
  • Mælkemængde 177 mio. kg
  • Soliditetsgrad 38,7 (43,8)
  • Ejet af Lars Staunsbæk (90 pct.) og sønnen Peter

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle