Messen på Gl. Estrup samler mængder af dyr

Over 200 dyr af malkeracerne til Landbrugsmessen 30. og 31. maj - plus et væld af aktiviteter for hele familien.

Se på kvæg, heste, får eller andre dyr af højeste avlskvalitet, bliv klogere på den næste investering til bedriften - eller nyd bare hele mylderet af udstillinger, aktiviteter, smagsprøver og masser af andre tilbud.

Landbrugsmessen Gl. Estrup har det hele, og der er ingen grund til ikke at komme hele familien.

Udstillingen af dyr er vokset inden for samtlige grupper i forhold til sidste år. Malkeracerne runder 200 dyr - 25 mere end året før, men også af kødkvæg og får er rækkerne lidt længere i år. Folk med særlig interesse for malkekøerne skal komme lørdag.

Af heste er lysten til at udstille på linje med 2014, nemlig 107 dyr af ikke mindre end 17 racer.

Legeland afløser tivoli

Messens udstilling omfatter cirka 150 stande - fra de største maskinstande udendørs til de mindre og små indentelts, bl.a. i Damernes Magasin.

Et kæmpestort program af aktiviteter afvikles over de to dage, herunder hesteshows, grisevæddeløb og kåring af Djurslands Nationalret, som er en konkurrence mellem 6.-klasser fra fire skoler. På menuen er også såvel traktortræk som udstilling af truckere og opvisning med fjernstyrede minitruckere.

»For børnene har vi i år valgt et stort Legeland i stedet for Tivoli. Vi tror, at et Legeland med den sjove Hop Hans passer vores besøgende bedre,« siger projektkoordinator Christian Thomsen.

»Vi tror og håber på cirka 20.000 besøgende i alt.«

Faktaboks

Gl. Estrup Messe

  • 30. og 31. maj
  • Ved Gl. Estrup, Auning
  • Begge dage kl. 8.30-17.00
  • Kåring af malkekvæg og børnedyrskue lørdag
  • Entre voksne: 100 kr.
  • Børn t. og m. 14 år: 0 kr.
  • Se: landbrugsmessen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle