Minister i kamp for milliardhandel i Moskva

Russisk lukning for svinekød fra EU faldt sammen med fødevareministerens besøg i denne uge.

Onsdag eftermiddag sad fødevareminister Dan Jørgensen (S) til møde med sin russiske modpart i forhandling om det importstop, som Rusland har iværksat overfor svinekød fra EU.

Dermed har Dan Jørgensen besøg fået en noget anden mening end først tilsigtet, oplyser områdedirektør Jens Munk Ebbesen, Landbrug & Fødevarer, der er med i ministerens delegation til Rusland.

»Timingen for besøget er heldigt. Det har været planlagt siden Karen Hækkerup var minister, men det er naturligvis heldigt, at vi er til stede her mindre end en uge efter importstoppet blev sat i værk,« siger Jens Munk Ebbesen.

»Det giver os muligheden for at drøfte sagen direkte med russserne, og vi håber naturligvis på en hurtig løsning. Ellers kan det naturligvis påvirke prisen på svinekød.«

To døde vildsvin

Ude over den danske indsats med en minister i spidser forhandles der fra EUs side.

Problemet bunder i, at der i sidste uge blev fundet afrikansk svinepest i to døde vildsvin, som blev fundet i Litauen. De smittede dyr menes at stamme fra Hviderusland.

Da alt svinekød fra EU bærer et certifikat, hvorpå det garanteres, at afrikansk svinepest ikke er konstateret i EU i tre år, valgte de russiske myndigheder midt i sidste uge at lukke for al import af svinekød fra EU.

»Det, man forhandler om, er, om en ændring af certifikatet eller evnetuelt en anden tolkning,« siger Jens Munk Ebbesen.

EU’s sundhedskommissær Tonio Borg har betegnet forbuddet som helt ude af proportioner i forhold til de forsikringer, som er givet fra EU’s side. Lukningen skete to dage efter Vladimir Putins besøg i Bruxelles og tolkes fra flere sider politisk.

Stor EU-eksport

Lukningen rammer ikke mindst Danmark, der som et af de få EU-lande har haft god adgang til det russiske marked.

Ifølge chefkonsulent Karsten Flemin, L&F, går cirka 25 procent af EU-landenes eksport af svinekød ud af EU til Rusland. På 11 måneder af 2013 var eksporten på cirka 700.000 ton, oplyser han.

»I de første ti måneder af 2013 eksporterede de danske slagterier for 1,8 mia kr. svinekød til Rusland, og i de seneste måneder har eksporten være endnu højere,« siger Karsten Flemin.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle