Minister siger ja og nej til kvægbranchen

En ny, koblet kalvepræmie til tyre- og kviekalve på 180 mio. kr. om året er fødevareministerens tilbud til kvægproducenterne. Det skal holde kalvene i Danmark, håber ministeren.

Fødevareminister Dan Jørgensen er klar til at målrette 180 mio. kr. af landbrugsstøtten til kvægsektoren med en koblet præmie til tyre- og kviekalve.

Det sker efter, at erhvervet i sidste uge i LandbrugsAvisen gav ministren et tilbud:

Udsæt lov om kvæg - og så stopper vi eksporten af spædekalve.

Ministeren afviser at udskyde de nye velfærdskrav om bl.a. sengebåse til alle malkekøer, men vil altså godt hjælpe branchen økonomisk.

De 180 mio. kr. skal ifølge fødevareministeren sætte en stopper for den stigende eksport af kalve, der sendes til Holland, hvor de opfedes på en fiberfattig kost, der ikke er tilladt i Danmark.

»Må ikke gå ud over dyrene«

»Jeg vil gerne være med til at hjælpe til, at kvægbranchen får en økonomisk håndsrækning, men jeg må også insistere på, at vi stadig holder fast i dyrevelfærden,« siger Dan Jørgensen.

Han mener ikke, »der er den store gevinst« i at udskyde kravet om sengebåse, »da man opnår en markant højere mælkeydelse ved at tilgodese køernes naturlige behov for hvile.«

 

Yderligere initiativer

Dan Jørgensen er dog indstillet på at tage »yderligere initiativer« til støtte for kvægbruget, men hvilke vil han ikke uddybe endnu.

»Jeg har ikke lyst til at gå yderligere i detaljer med, hvad der kan komme på bordet. Det synes jeg, vi skal tage direkte med landbruget,« skriver fødevareministeren til LandbrugsAvisen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle