Ny analyse sikrer både afvandingen og naturen

Af Niels Peter Nørring, områdedirektør i Landbrug & Fødevarer

Udpegningen af de vandløb, der skal være omfattet af vandplanerne, skal være fagligt korrekt. Det har vi påpeget og arbejdet for siden de første udkast til vandplaner blev lagt frem i 2010. Det må være i alles interesse at få de rigtige vandløb med, så ressourcerne til forbedring af den økologiske tilstand bruges de rigtige steder, og landbrugets afvanding ikke skades.

Den status er vi desværre langt fra i dag.

Sidste år blev der som led i udmøntningen af fødevare- og landbrugspakken nedsat 23 lokale vandråd.

De 23 vandråd fik to hovedopgaver. For det første skulle de vurdere, hvilke små vandløb der skal med i planerne. For det andet skulle de udvælge vandløb, som skulle underkastes en nærmere vurdering af, om de er naturlige, stærkt modificerede eller kunstige vandløb.

Vandrådene blev sat over for en urimelig opgave – med en meget kort tidsfrist i forhold til de mange kilometer vandløb.

Vandrådenes arbejde blev gennemført, men arbejdet forløb temmelig forskelligt. Nogle steder gik det fornuftigt, mens det andre steder havde et farcelignende forløb.

Uanset hvad stod alle vandråd med en opgave, som kun kunne give skæve resultater, da de alene skulle vurdere naturpotentialet i vandløbene ud fra ét element, nemlig forekomsten af smådyr.

Men i virkeligheden opererer Vandrammedirektivet også med fisk og planter, og direktivet forlanger god tilstand for alle elementer, ikke bare smådyrene, for at vandløbene opfylder miljømålene.

Det betyder, at man systematisk har overvurderet naturpotentialet i en række vandløb og undervurderet indsatsbehovet forude.

Urealistiske miljømål

Revideres udpegningerne ikke frem mod næste generation af vandplaner i 2021, vil Danmark komme til at forpligte sig på helt urealistiske miljømål for mange tusind kilometer vandløb. Og samfundet og erhvervet vil stå med et kæmpe selvskabt problem.

Der er således et tvingende behov for at få etableret rammer, der kan give et langt mere præcist og fagligt funderet billede af vandløbenes virkelige økologiske potentiale og det reelle indsatsbehov. Derfor har L&F, Gefion, Sønderjysk Landboforening og Dansk Landbrug Sydhavsøerne hyret rådgivningsvirksomheden EnviDan til at analysere udfordringen.

Centralt for EnviDans analyse er en opdeling af vandløbsstrækningerne i i alt 8 forskellige typer, der dækker hele spændet mellem det upåvirkede, naturlige vandløb til det meget modificerede vandløb, herunder rørlagte strækninger. For hver af de 8 typer er den nødvendige indsats ved manglende målopfyldelse beskrevet for de forskellige kvalitetselementer, og de afvandingsmæssige konsekvenser ved indsatsen er vurderet.

Analysen demonstrerer i vores øjne med al ønskelig tydelighed, at det kræver meget større indsatser at bringe vandløb i god økologisk tilstand i forhold til alle vandrammedirektivets kvalitetselementer, end når der kun fokuseres på bunddyr, som der er gjort med de faglige kriterier til vandrådene.

Det må derfor forventes, at for mange små vandløb tages med i planerne og for få vandløb i alle størrelseskategorier bliver udpeget som muligt stærkt modificerede.

Med EnviDans analyse har vi nu med syvtommersøm fået fastslået, at arbejdet i ministerium og styrelse har været langtfra tilfredsstillende, og at vi har nu en ramme for, hvordan vandløbene meningsfuldt kan vurderes frem mod tredje generation af vandplaner.

Typeinddelingen kan bidrage til at få de rigtige små vandløb med i – og ud af – vandplanerne. Derved sikres det, at den politiske beslutning om, at små, flade, smalle og gravede vandløb eller vandløb med begrænset potentiale ikke skal tages med i vandplanerne, bliver indfriet. Og derved sikres det, at afvandingsmæssige konsekvenser undgås.

Desuden kan analysen bruges i forbindelse med en screening af alle vandløb i vandplanerne for, om de skal udpeges som naturlige eller stærkt modificerede.

Det er et stærkt udgangspunkt for et opgør med det hidtidige arbejde og sikrer en udpegning, der er fagligt i orden.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle