Ny mejetærsker nåede frem til rapsen i sidste øjeblik

Mandag startede høsten af rapsen på Bilsby Estate, men der går endnu et par uger inden hveden er klar til høst.

"Vores nye Case 9230 med 30 fods skærebord blev leveret i fredags, og vi begynder at høste raps i dag".

Sådan sagde Claes Lund i mandags, inden han satte den nye mejetærsker på prøve i de 70 hektar raps, som blev nedvisnet for tre uger siden. De resterende 130 hektar raps blev nedvisnet en uge senere, og med en høstkapacitet på 30-40 hektar om dagen, bliver det ikke et problem, at blive færdig med at høste de 70 hektar raps, inden der tages hul på resten.

Claes Lund vurderer, at der går endnu et par uger, inden vinterhveden er klar til at blive høstet. Han overvejer dog at nedvisne de 170 hektar anden års hvede, så han er sikker på at kunne så vinterraps på disse marker inden midten af august. Hveden på de øvrige arealer har han besluttet ikke at nedvisne.

Endnu er der ikke ret mange landmænd, der har høstet vinterraps i Lincolnshire, men i det sydlige England er høsten af både raps og vinterbyg afsluttet, og her er meldingen, at udbytterne ligger tæt på de seneste års gennemsnit.

Gør klar til nye EU-regler

Da Claes Lund kun har vinterraps og vinterhvede er han en af de landmænd, der bliver ramt af de nye EU-regler, som træder i kraft 1. januar 2015, og som medfører, at man skal dyrke mindst tre forskellige afgrøder, hvis man har en ejendom med mindst 30 hektar i omdrift.

"Vi kender ikke reglerne endnu. Vi overvejer, om vi skal etablere 30 hektar brak, 40 hektar hestebønner eller om vi skal til at dyrke efterafgrøder på en del af arealet," siger Claes Lund.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle