Osted mælkeproduktion tæt på at genopstå

Genåbnet ostebutik sælger bedre end før - og nu er investorerne bag det nye Osted Ost af 2013 tæt på også at kunne genåbne salget af mælk.

Snart kan der igen være økologisk mælk til salg i danske kølediske i de karakteristiske plastikposer fra Osted.

Samtidig flytter ostebutikken, der har fungeret siden sensommeren under nyt ejerskab, til nye og større lokaliter i Osted. Det fortæller direktøren i selskabet bag, Jens Meldgaard Ryhl.

»Vi er meget tæt på nu. Dels underskriver vi i denne uge en lejeaftale på en ny og større butik i Osted i dag, nemlig den tidligere Spar-butik. Planen er, at vi vil udvide ostebutikken med lokalt producerede fødevarer, så vi kommer til at lave en form for lokalt marked,« fortæller han og tilføjer, at ostebutikken har kørt over forventning og budget.

»Derudover arbejder vi stadig på vores mejeriplaner. Vi har lavet en aftale med en kollega, så vi både har mælkeproducenter, maskineri og mejeri stående klar. Det vi mangler, er afsætningen af det,« fortsætter direktøren, der venter en afklaring de næste uger.

Går det som forventet, kan produktionen genopstå allerede i april, med en daglig produktion over 3000 liter.

Hvem der skal aftage mælken, vil han ikke fortælle, lige som han heller ikke vil uddybe, hvem kollegaen er. Men det drejer sig om en eksisterende, sjællandsk aktør i branchen.

Fast ligger det dog, at produktionen ikke skal genoptages på den gamle adresse i Osted, hvor den tidligere ejer Karl Simonsen drev mejeriet på en nedlagt tankstation.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle