Pløjefri dyrkning er også for biodynamikere

Ingen strukturskader, bedre miljø for mikroorganismer og jævnere marker. Det er bare nogle af de fordele, Kurt Jessen ser ved pløjefri dyrkning.

»De øverste 20 cm af markerne er det, der brødføder verdensbefolkningen. Derfor ser jeg ikke nogen grund til, at vi hvert år skaber et jordskælv,« siger Kurt Jessen med reference til pløjning.

Det har fået ham til at afprøve pløjefri dyrkning på 7,5 hektar i de sidste to år.

Minimum bearbejdning

For Kurt Jessen handler den pløjefri tilgang om at skabe bedre struktur i jorden og give så optimalt et miljø for mikroorganismerne, som muligt. Derfor er det også kun en øverlig bearbejdning, han foretager med stubharven. Foreløbig har erfaringerne været gode, og marken ser da også flot og ren ud.

»Det er da klart, at det er noget af et sats, men vi tror på det. Vi er dog klar til også at inddrage ploven igen, hvis vi får for store problemer med ukrudtet,« fortæller han. I fremtiden kunen Kurt Jessen godt finde på at dyrke en større del af Eliselunds arealer pløjefrit, og han overvejer derfor at investere i en radrenser for derved også at have et godt kort på hånden mod ukrudtet. Derudover håber han, at han ved at sende ploven på ferie også opnår jævnere marker.

Også med hensyn til gødningstilførslen har Kurt Jessen en anden tilgang end andre. Han gøder nemlig først vårsæden, når den er 10 cm høj.

»Det har vi haft ret gode erfaringer med at gøre. Dog fik vi nogle ordentlige regnskyl i foråret, hvilket gjorde jorden mindre tjenlig, og vi efterlod derfor spor i nogle marker,« fortæller han. Det håber han dog, at indførslen af pløjefri dyrkning kan råde bod på, da det også skulle give mere veldrænede marker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle