Planteformand: Vi skal kæmpe for den fulde erstatning fra dags dato

Afklaring før 2022 er langt bedre end usikkerhed efter 2022.

Det er afgørende, at lodsejere, landboforeninger, kommuner og vandforsyningsselskaber sætter gang i det fælles arbejde for at nå i mål med BNBO-erstatningerne, inden mållinjen for frivillige aftaler nåes i 2022. Det understreger Torben Hansen, formand for planteproducenterne i Landbrug & Fødevarer.

»Behovet for generelle restriktioner i BNBO’er synes vi stadig ikke, vi har set det faglige belæg for. Men vi må erkende, at der er et meget bredt politisk krav om det. Heldigvis har det store politiske flertal efter pres fra os ligeledes forståelse for, at det er helt uomgængeligt med fuld erstatning til de berørte lodsejere,« siger han og uddyber:

»Set i det lys er der god grund til at komme i gang med arbejdet sammen med kommunerne og vandværkerne. Alle parter skal afsætte de nødvendige ressourcer, så vi kan få gode aftaler baseret på gensidig respekt og faglighed. Lodsejerne skal naturligvis erstattes for nuværende og fremtidige tab, som restriktioner giver landbrugsproduktionen i hver enkelt BNBO.«

Ønsker du afklaring nu?

En stor del af indsatsen handler om at finde en betalingsmodel, som både de små private kunder og de store erhvervskunder hos vandværkerne ser som rimelige. En mulig model kan være fast pris per husstand for tilslutning. Med mange vandværkers store andel landbrugskunder kan det give god mening, mener Torben Hansen.

Han understreger igen behovet for tempo:

»For mange landmænd kan 2022 måske synes langt ude i fremtiden. Men der er en grund til, vi prioriterer arbejdet stærkt i foreningerne og i Landbrug & Fødevarer. Ellers risikerer vi om tre år et landsdækkende forbud mod pesticider i BNBO. Det betyder, at vi i stedet får en ordning med kompensationer og derfor krav om skat af kompensationen. Ingen parter har interesse i, at det efter 2022 ender i forbud og de konflikter og juridiske forviklinger, vi risikerer ved det.«

Han afrunder:

»Det her er ikke vores faglige drømmescenarie, og sammen med de lokale foreninger udfordrer L&F også udpegningsgrundlaget for visse BNBO’er. Men alle berørte skal gøre op med sig selv: Ønsker du afklaring nu? Eller vil du have den hængende over hovedet efter 2022 med de store usikkerheder, det giver?«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle