Rødsvingel er dronningen på Fyn

Rødsvingel og andre græsfrø bliver renset og pakket hos DLF-Trifolium i Odense. Væselhale truer dronningen, mens et nyt og moderne pakkeri letter arbejdsgangen.

Græsmarkerne rundt om driftsbygningen hos DLF-Trifolium i Odense vokser godt. Indenfor er der kun frøene tilbage. Godt 500 avlere leverer græsfrø til den midtfynske virksomhed. Størstedelen er rødsvingel.

»Vi renser omkring 12.000 ton rødsvingel i løbet af en sæson ud af 24.000 ton græsfrø,« siger driftsleder Jack R. Walther.

Han konstaterer samtidig, at rødsvingelsorten Maxima »er vores dronning, som kommer fra vores egen forædling.«

Rødsvingelhøsten er knap gået i gang, men Jack R. Walther mener, at høsten har gode udsigter.

»Jeg synes, det ser fornuftigt ud. Det ser ud, som om vi mængdemæssigt når lidt over sidste års høst, som var under middel,« siger han.

Halen mellem benene

Det er ikke kun de rene græsfrø, der kommer inden for hos DLF-Trifolium. Med frøene kommer også pinde, støv og ukrudt. En særlig udfordring ligger i at skille ukrudtsplanten væselhale fra rødsvingel.

»Væselhale er vanskeligere at sortere fra, fordi den ligner rødsvingelfrøene meget. Vi er nødt til at rense det fra, for ellers ender folk med at få ukrudtsfrø med i deres plænegræs, og det er der jo ingen, der er interesseret i at så,« siger Jack R. Walther.

Frøets rejse fra mark til indpakning og senere græsplæner starter efter høsten hos et af DLF’s frørenserier. Flere forskellige slags solde, der ligner sier, sorterer skidt fra frø. Solden, stigluft og triører sørger for at skille ukrudt fra græsfrø.

»Det fungerer egentlig ligesom en mejetærsker,« siger Jack R. Walther.

Altid et lager

Da LandbrugsAvisen besøger virksomheden en fredag formiddag, er der stille ved renserimaskinerne.

Der har allerede været et læs igennem i dag, og nu venter de på det næste. Arbejdet er sæsonbestemt, hvor der renses frø fra august til 1. maj og pakkes fra oktober til 1. juli. Men det er ifølge driftslederen en fordel.

»Afsætningen herhjemme er afhængig af sæsonen, men vi leverer til hele verden, så der er altid nogen, der kan så græs. Vi skal konstant have et lager af de forskellige sorter. Det nytter jo ikke, at en kunde må vente til næste år med at få frø, fordi vi har udsolgt,« siger driftslederen.

Det kan også have sine fordele for medarbejderne, at arbejdet til dels er sæsonbestemt.

»Det betyder, at de kommer rundt i virksomheden fra renseri til pakkeri og lager. De kommer rundt over det hele i stedet for at stå ved samme bånd hele tiden,« siger han. Selv kan han også godt lide variationen i arbejdet.

»Det hele skal gå op i en højere enhed. Kvalitet, levering og glade medarbejdere. Det synes jeg også er rigtig vigtigt. Jeg tror, at hvis du først kommer ind i branchen og godt kan lide det, så bliver du også,« siger Jack R. Walther.

Dream Team

Alt er systematiseret og sat i orden, så når frøene skal pakkes, ved medarbejderne, hvilke frø de skal hente fra lageret, hvordan de skal blandes, og hos hvem de skal ende. Pakkeriet er fra sidste år med investering på 65 mio. kroner.

»Vi er blevet mere effektive, og det er en kæmpe fordel, at vi kan rense, pakke og sende af sted fra samme adresse. Vi kan levere hurtigere til kunden,« siger Jack R. Walther.

På lageret er der plads til 7.500 paller og kasser. Alt forsynes med labels, der fortæller sorten, vægten, og hvor den er fra. »Hvis der står DT på mærkaten, så er den fra os. Det betyder Dream Team. Alle VM-æskerne i byggemarkederne med sportsgræsset blev fx pakket her,« smiler Jack R. Walther.

Ifølge avlsdirektør i DLF-Trifolium Anders Mondrup står rødsvingel for 25 pct. af DLF’s produktion. Markedet er igen ved at finde et stabilt niveau ifølge direktøren. »Vi har i en periode haft en overproduktion af rødsvingel, men forbruget er på vej op igen, og vi er ved at få tilpasset lagrene,« siger Anders Mondrup.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle