Rødsvingel overraskede positivt med 2.110 kg renvare pr. hektar

Med et udbytte på 2.350 kg råvare og 2.110 kg renvare gav rødsvinglen cirka 30 procent mere, end der var budgetteret med på Skabernäs.

"Vi høstede de 105 hektar med rødsvingel sidste torsdag og fredag. De foreløbige opgørelser viser, at vi høstede 2.350 kg råvare og 2.110 kg renvare, og det er betydeligt mere end de 1.600 kg, vi havde budgetteret med pr. hektar," siger Martin Rosenmejer.

Han glæder sig samtidig over en meget let høst, hvor det gennemsnitlige vandindhold var på 10,2 procent.

Først på ugen gjorde han klar til, at der kunne blive spredt kyllingemøg på de i alt 300 hektar, hvor der er taget helsæd af vinterhvede og rug til biogas. Kyllingemøget harves ned i 8-10 cm's dybde. Herefter ligger marken urørt hen, til der skal etableres raps med den seks meter brede Horsch Tiger. Går alt som det skal, regner Martin Rosenmejer med at så rapsen allerede 1. august. Det har han nemlig gode erfaringer med på disse arealer med meget kold og stiv lerjord.

Gør klar til rapshøst

Selvom det hele tiden har været planen at nedvisne de 600 hektar raps med Roundup, så lykkedes det ikke i år.

"Vi har gennem en årrække nedvisnet rapsen. Men da det blæste meget i den periode, hvor det var aktuelt, fik vi det ikke gjort i år. Det er dog ikke den store katastrofe, da det tørre vejr for et par uger siden tog hårdt på rapsen," siger Martin Rosenmejer.

Først på ugen forventede han at begynde at høste raps sidst i denne uge - og at han derefter kan køre videre i rugen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle