Rivende salg fra Kvernelands fynske fabrik

Kverneland Group Kerteminde forventer nye salgsrekorder i de kommende år.

Den danske produktion af landbrugsmaskiner hos Kverneland Group Kerteminde ser ikke ud til at ældes med tiden.

Tværtimod står produktionen på det, som har sit udgangspunkt fra Taarup Maskinfabrik siden 1877, stærkere end nogensinde.

I de sidste to år er omsætningen vokset med en fjerdedel til i nærheden af 800 mio. kr., ny rekord. Den forventes i øvrigt slået i de kommende år, hvor prognosen fra Kverneland lyder på nye vækstrater for maskiner målrettet kvæggårde med et stort sortiment af river, vendere og skårlæggere med mere.

Især franske og amerikanske landmænd spås købelyst, mens markedet er mere stille her til lands og hos vores nærmeste tyske naboer, der for nylig blev betegnet som en smule overinvesteret af Kvernelands danske direktør Claus Udengaard Thomsen.

»Vores udsigter er egentlig, at det generelt ser godt ud for den kommende sæson«, lød det således fra direktøren i en kommentar til markedssituationen.

Produktion på japansk

Igennem mange år har fabrikken været ejet af norske Kverneland, som i dag er et hjørne i den store japanske Kubota-koncern. Det mærkes også i Kerteminde, hvor Kubota langsomt, men sikkert indfører mere og mere japansk arbejdskultur, der optimerer tidsprocesserne.

Trods optimeringerne er antallet af arbejdspladser også vokset i de senere år, så Kvernelands største fabrik nu har 500 på lønningslisten.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle