Særhjemmel giver nye muligheder

Corona-særregel åbner for, at landbrugsforeninger kan gennemføre årets generalforsamlinger virtuelt.

24 lokale landbo- og familielandbrugsforeninger, som ikke nåede at afvikle generalforsamling, inden coronakrisen lukkede Danmark ned, har fået mulighed for at gennemføre hele eller dele af generalforsamlingen elektronisk/virtuelt i op til otte uger efter forsamlingsforbuddets ophævelse.

Det oplyser Landbrug & Fødevarers chefjurist Charlotte Lynæs. Hun anbefaler, at foreningerne får afviklet møderne på den ene eller anden måde.

»Man kan ikke springe generalforsamlingen over. Det vil være i strid med vedtægterne«, siger hun.

Særhjemmel

Det har tidligere været meldt ud, at det som udgangspunkt ikke er tilladt for landbo- og familielandbrugsforeninger at afvikle generalforsamlinger virtuelt, med mindre den mulighed direkte er omtalt i vedtægterne.

Når det nu alligevel kan lade sig gøre, skyldes det en særhjemmel i coronalovgivningen. Den retter sig egentlig mod selskaber og foreninger med begrænset ansvar, men da de almindelige vedtægtsstyrede foreningers problematik her er tilsvarende, kan særhjemlen anvendes ’analogt’ på dem, forklarer Charlotte Lynæs.

Hun anbefaler, at foreningerne overvejer at indskrive den virtuelle mulighed i vedtægterne, så man en anden gang ikke skal være afhængig af en særhjemmel. Særhjemlen gælder, indtil andet måtte blive meldt ud, frem til otte uger efter 10. maj.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle