Sjællandsk frugt og grønt i lokale butikker

Sjællandske supermarkeder kan snart bugne af lokal frugt og grønt, efterhånden som et nyt samarbejde mellem købmænd og avlere tager form.

I Dansk Landbrug arbejdes der på højtryk med projekt "Købmænd og landmænd bygger bro", der har fået midler fra særbevillingen "Smagen af Danmark i 2007". Bevillingen bestyres af Direktoratet for FødevareErhverv og er en netværksaktivitet til fremme af et mere mangfoldigt fødevareudbud.

"Projektideen blev efter kontakt fra nogle sjællandske købmænd, som spurgte direkte, om jeg kunne hjælpe med at få lokale varer på hylderne i deres forretninger," fortæller erhvervspolitisk konsulent i Dansk Landbrug Else Nørgaard.

Frugt, grønt og kolonial

Projektet omfatter sjællandske købmænd, hovedsagelig Superbest-forretninger. Produktsortimentet er indtil videre afgrænset til frugt, grønt og kolonial.

De sjællandske købmænd har en ordning, der frigør dem fra nogle af kravene om at købe ind centralt, så de kan købe lokalt producerede varer i et vist omfang. Det betyder, at købmændene har frie hænder til at købe frugt og grønt decentralt.

Forretningerne er interesserede i lokalt producerede fødevarer, som kan profilere dem fra de øvrige detailforretninger i lokalområdet. Det giver særpræg og signalerer lokal tilknytning.

Fra landbrugets side er Landscentrets folk på Frugt- og grøntrådgivningen i gang med at lave produktblade med viden til købmændene til brug for indkøb og håndtering af de friske varer. Centeret er også blevet bedt om at beskrive, hvordan detailhandlen kunne være, for at dansk frugt og grønt kunne optræde i et mangfoldigt og optimalt udbud.

Tilsvarende er disponenter hos købmændene blevet bedt om at beskrive deres drømme om et mangfoldigt kvalitetsudbud af lokale varer i deres forretninger.

"Forventningerne til, at der kommer flere danske sæsonvarer i forretningerne, er høje i begge virksomhedskulturer. Mange er engageret i projektet allerede nu, men vi er åbne for gode synsvinkler til at fremme projektet," siger Else Nørgaard, der er klar til at modtage gode råd. Ideer og interessetilkendegivelser for deltagelse fra grønt- og frugtproducenter modtages med stor taknemlighed på eln@dansklandbrug.dk eller på 33 39 49 13.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle