»En fantastisk ferie,« siger vi igen og igen til hinanden, da vi kører hjem fra det svenske sommerhus, vi har haft så længe, som vi nærmest kan huske.
Hvilket vil sige siden vores kønne datter blev født. Der er ingen form for bekvemmelighed på stedet fra 1809, hvis man da ikke regner nærheden til kildeklare ferskvandssøer og grævlingens overraskende besøg i baghaven til bekvemmeligheder.
Men det er besøget af børn og svigerbørn, der har gjort ferien til noget helt unikt.
»De kommer helt frivilligt. De har selv spurgt om det,« udbrød vi en anelse overraskede, da de meldte deres ankomst. En uge blev det til for de fleste, hvor de villigt lod os købe mad og vin, og vi villigt betalte mod til gengæld at få masser af ungdommeligt liv og en uendelighed af brætspil om aftenerne, der også bød på ild i brændeovnen og masser af grill med det lokale enebær som et avanceret krydderi.
»Det er også helt utroligt at opleve, hvordan de bare hjælper til og af sig selv tager opvasken,« hvisker vi i et øjeblik, hvor vi er alene om de unge, der for adskillige år siden er flyttet hjemmefra og har klaret sig fremragende siden.
Nej - vores rolle som opdragere er for længst udspillet. Det er bare først nu, det for alvor går op for os.
»Men jeg tror nu, at hvis lemmedaskeren var kommet alene, havde sagen været en helt anden,« påpeger min kloge kone i et andet ubevogtet øjeblik.
Dagen efter tilbyder han helt uopfordret både sin og kammeraternes hjælp til at lægge det tag, som for længst skulle være lagt på staldbygningen.
Og vores dejlige svigersøn bakker op og siger, at han da også kan afse nogle dage til projektet.
»Hvornår var det lige, de blev så voksne?« hvisker jeg til min kloge kone, da vi om aftenen putter os under dynen. Jeg hvisker, fordi flere af de unge helt naturligt er flyttet ind i vores soveværelse som den gang, de var rigtige børn.
Helt at slippe opgaven som opdrager har jeg dog svært ved. En aften går jeg ind for at hente en jakke til min søn, der trods køligheden kun er iført tynd T-shirt. Da jeg kommer ud, har han taget en andens trøje på, og jeg udbryder irriteret:
»Det kan du ikke være bekendt. Nu har jeg lige hentet denne her til dig!«
»Åh nej - og det har været de værste 20 sekunder i dit liv,« udbryder vores ret nybagte svigerdatter.
Endnu en gang indser jeg, at jeg er ved at blive gammel.
