Spænd lige halmballerne sammen

Halmballernes højtid er over os, en tid som desværre også hvert år er forbundet med ulykker. Videncentret giver råd til øget sikkerhed i marken og i laden.

Statistisk set er juli, august og september de måneder, hvor der sker flest ulykker i landbruget. Så når halmballerne skal i laden, er der derfor anledning til et ekstra fokus på sikkerheden.

Ifølge Henning Sjørslev Lyngvig, specialkonsulent i Markteknik ved Videncentret for Landbrug (VFL), er der især tre farezoner ved håndtering af halmballerne. Det er pålæsningen, transporten og stablingen.

»I stor udstrækning drejer det sig om at bruge sund fornuft,« siger han og forsætter:

»Når du læsser, skal der under læsning ikke være mennesker i nærheden. Derudover anbefaler vi, at vognen indrettes, så ballerne hælder indad, og at man bruger surremme til at surre halmballerne fast, når de transporteres fra mark til lade.«

Landbruget er ikke en legeplads

Når det drejer sig om børn på bedriften, peger Henning Sjørslev Lyngvig på, at det især er stablingen af halmballerne, der skal ekstra fokus på.

»Ballerne skal stables forsvarligt, og man bør tage børnene med ud til halmstakken og forklare, hvad der kan ske. Jeg vil hellere, at de bliver lidt skræmte, end de falder ned og kommer til skade - og det er de to muligheder, vi står over for,« forklarer han.

VFL udarbejdede sidste år en vejledning for sikker håndtering af halmballer, som kan downloades på www.landbrugsinfo.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle