Syngenta tror på Shirlan

Effekten af Shirlan mod kartoffelskimmel er ikke ændret. Det fastholder kemikaliefirmaet Syngenta i en pressemeddelelse, hvor firmaet erklærer sig uenig i tolkningen af de forsøg ved DJF Flakkebjerg i 2006 og 2007, hvor der blev konstateret afvigende effekt af Shirlan.

Syngenta erkender, at midlet i nogle forsøg med kunstig smitte, kort latenstid, favorabelt skimmelvejr og kartofler i kraftig vækst ikke var i stand til at kontrollere skimmel tilfredsstillende ved syv dages sprøjteinterval. Men firmaet påpeger, at der ikke er konstateret resistens, og at der i skimmelforsøg i årene 1995 til 2007 altid har været variation i effekterne ved sammenligning af Dithane og Shirlan.

Ifølge Syngenta er der ingen rapporter om manglende effekt af Shirlan i praktisk dyrkning af kartofler fra hverken Danmark eller resten af Europa.

Alligevel anbefaler firmaet, at danske kartoffelavlere undlader at satse på et enkelt produkt i skimmelbekæmpelsen men går over til at variere middelvalget ud fra forholdene og smittetrykket, som det sker i det øvrige Europa.

Fastholder anbefaling

Efter tolkning af forsøgsresultaterne fra Flakkebjerg i 2006 og 2007 gik Landscentret Planteproduktion og DJF Flakkebjerg ud med den anbefaling, at Shirlan kun bør bruges mod skimmel i perioder med lavt smittetryk og sidst på sæsonen. Den anbefaling fastholder landskonsulent Lars Bødker.

"Som rådgivere har vi pligt til at reagere, når vi ser så afvigende resultater, som vi så i Flakkebjerg. Ellers kunne man med rette sige, at vi ikke har været vores opgave voksen," siger Lars Bødker.

"Dermed har vi ikke sagt, at Shirlan er et dårligt produkt. Om Shirlan så har mistet effekt eller ej - det håber jeg Syngenta vil være med til at afklare ved nye forsøg i den kommende sæson."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle