Stort set samtlige andelsselskaber præsterer fine resultater og har appetit på alt fra havremælk og biogas til tyske benzintanke og frøavl på New Zealand.
Måske er det en gammel skrøne, men påstanden er i hvert fald, at landmænd ikke er nemme at begejstre. Når man skal leve under naturens luner, er det såmænd nok også klogt altid at forudse det værste, men det kan gå ud over både humøret og klarsynet, hvis man lader den grundindstilling skygge for, at der faktisk er ting, der går godt.
Lige nu, hvor der mange steder er modvind på cykelstien, er det da værd at glæde sig over, at stort set samtlige andelsselskaber har leveret resultater, der på jysk må siges at være til den gode side.
For at tage det fra en ende af:
- Arla leverede i første halvår for første gang længe en mælkepris, der er bedre end den store konkurrent Friesland-Campina.
- DLG tjente 661 mio. kr. i første halvår, en fremgang på 11 pct.
- DLF har evnet at overtage sin største konkurrent med hovedsæde på den anden side af kloden, fordoble omsætningen på fire år og trods de store investeringer alligevel levere rekordoverskud og -afregning til frøavlerne.
- KMC, der gør en dyd ud af at fremstå så beskeden som muligt, har fordoblet omsætning og overskud på fem år og har gjort melkartoflen til en gylden afgrøde.
- Vestjyllands Andel betalte 50 mio. kr. som udbytte til andelshaverne.
- Og så er der selvfølgelig Danish Crown, der i denne uge fulgte sit rekordregnskab op med meddelelsen om investeringer for to mia. kr. i det næste års tid.
Pizzafyld og biogas
Virksomhedernes succes kan bl.a. forklares med gode investeringer, og det er ikke småpenge, man taler om. F. eks. betyder Danish Crowns sene- stemelding, at ejerne - primært de danske svineproducenter - investerer i gennemsnit en mio. kr. i deres virksomhed, fire gange så meget, som de bruger på deres egne stalde. På tilsvarende vis er KMCs og DLFs massive vækst skabt på baggrund af milliardinvesteringer, finansieret ud af driften.
Innovative direktører i andelsvirksomhederne har, med ejernes godkendelse, investeret langt fra det oprindelige formål med at håndtere landmandens produkter. DLG ejer f.eks. en kæde af benzintanke i Tyskland, Vestjyllands Andel ekspanderer inden for biogas, Arla producerer veganerdrik, og Danish Crown har sågar smidt en skilling i et mindre jysk firma, det vil producere veganer-bøffer.
At investere er at risikere
Ikke sjældent giver disse satsninger kritik fra landmænd, der hellere vil bruge pengene til en ny malkestald derhjemme eller et afdrag på kassekreditten - ja, en forening overvejer endda at gå til domstolene for at tvinge sit selskab til at blive ved sin læst.
Det er dog langtfra nogen nyhed, at andelsselskaberne går uden for de vante baner. Tilbage i 80erne handlede MD Foods med et vist held pistacienødder, der blev taget i bytte for den lukrative fetaeksport til Iran. DLG har ejet både maskinhandel og -fabrik, ja, sågar tørret krydderier på Midtsjælland.
Langtfra alle disse investeringer er gået godt, men sådan er det nu en gang at drive erhvervsvirksomhed - virkeligheden er, at rigtig mange af de virksomheder, der ikke investerede uden for deres vante folder, slet ikke findes i dag. Men derfor kunne selskaberne jo godt blive bedre til at fortælle, hvad ejerne rent faktisk får ud af at sætte deres sparepenge langt væk fra det gamle, lokale mejeri, slagteri eller grovvarehandel.
