Udnyt tomme danske slagtesvinestalde

Det er fortsat forventningen, at den danske svinepris vil ligge over tysk svinepris i 2020.

Af Karsten Flemin, markedsanalytiker, L&F

I de seneste uger er den tyske svinepris igen blevet konkurrencedygtig med prisen, som danske slagterier betaler. Men meget tyder på, at denne situation ikke vil vare ved ret længe.

Som jeg har været inde på i tidligere artikler, giver den nuværende markedssituation med stærk efterspørgsel fra Asien en klar konkurrencefordel for danske slagterier over for tyske slagterier.

Det er således fortsat forventningen, at vi vil se en meget konkurrencedygtig dansk svinepris i 2020 og dermed også en ekstraordinær god økonomi ved produktion af slagtesvin i Danmark.

De gode markedsudsigter for eksporten af dansk grisekød til Asien betyder, at der igen er foretaget en opskrivning af prognosen over den forventede danske notering i 2020. Den nye prognose kan ses på Farmtal Online.

Stærk eksport til Kina

Den stærke eksport af grisekød til Kina begynder nu også for alvor at kunne aflæses i de danske eksporttal.

For de første ni måneder af 2019 er eksporten af grisekød til Kina mere end fordoblet i værdi. Fra 1,8 mia. sidste år til nu 3,7 mia. i år. Ser man bort fra eksporten af smågrise til Tyskland og Polen, er Kina nu klart det vigtigste eksportmarked for dansk grisekød såvel i mængde som værdi.

Den samlede danske eksport af grisekød for de første ni måneder af 2019 ligger på 23,9 mia. kr. mod 21,7 mia. i samme periode sidste år. Dette tyder på en samlet eksport af grisekød for hele året 2019 på omkring 33 mia. Det vil være ny rekord. Og som det ser ud nu, vil rekorden igen blive slået i 2020.

Afrikansk svinepest i Polen

De nye udbrud af afrikansk svinepest i det vestlige Polen betyder, at sygdommen har taget et stort spring 300 km vestpå i Polen. En bekymrende udvikling, der tyder på spredning via menneskelig aktivitet.

Det første af de nye tilfælde i det vestlige Polen blev fundet i et vildsvin, der var blevet trafikdræbt. Herefter er der rapporteret om yderligere mere end 20 tilfælde. Alle fundet tæt ved vejene i området. Man tør ikke gætte på, hvor mange tilfælde man finder, hvis man for alvor begynder at lede inde i skovene i området. Formentlig har sygdommen været i området i et stykke tid, inden det første tilfælde blev fundet ved et tilfælde.

Umiddelbart efter sygdommen blev konstateret i den vestlige del af landet, forsøgte de polske myndigheder at indhegne det ramte område. Men det er tilsyneladende ikke lykkedes at indhegne smitten. Hvor de første tilfælde blev rapporteret ca. 80 km fra grænsen til Tyskland, er der nu fundet tilfælde kun 40 km fra den tyske grænse.

Og de seneste tilfælde er fundet på den forkerte side af floden Oder. Så håbet om, at floden Oder udgjorde en naturlig forhindring for smittens udbredelse, holdt heller ikke længe.

Stor risiko for udbrud af afrikansk svinepest i Tyskland

Det bør efterhånden stå klart for alle, at ingen lande kan vide sig sikker for svinepesten. Men risikoen for et udbrud i vildsvin i Tyskland er dog betydeligt større end et udbrud i Danmark.

De nye udbrud i det vestlige Polen har fået de tyske myndigheder til at annoncere en række tiltag, der skal forhindre, at smitten finder vej til Tyskland. Bl.a. vil man opsætte plakater og udsende foldere og beskeder på sociale medier, som på forskellige sprog skal bede folk om ikke at smide madaffald i naturen.

Men med smittede vildsvin nu kun 40 km fra den tyske grænse er der stor risiko for, at afrikansk svinepest vil ramme Tyskland i 2020 eller 2021. Temmelig skræmmende udsigter for den tyske svinekødsektor, må man sige.

Den nuværende stærke efterspørgsel fra Asien betyder dog, at et udbrud i Tyskland ikke behøver at få katastrofale følger for de europæiske svinepriser. Men et udbrud i Tyskland vil med stor sandsynlighed skubbe yderligere til en dansk konkurrencefordel på svineprisen. Så med den nuværende markedssituation - som godt kan vare ved i længere tid - er der al mulig god grund til, at producenterne herhjemme får udnyttet eventuel ledig kapacitet i danske slagtesvinestalde.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle