Ufatteligt langhåret

»Det kradser. Jeg bliver SINDSSYG!« råber jeg ud i luften.

Meningen er egentlig, at min kloge kone skal høre det og helst også reagere. Det gør hun ikke.

»Jeg bliver sindssyg,« råber jeg endnu en gang med samme resultat.

Det er mit ellers korte og - synes jeg selv - pyntelige skæg, der er blevet alt for langt. Det værste skæghår vokser direkte ind i næsen og der, hvor huden plejer at være glat, er den ru og i særdeleshed kløende.

I flere dage har mine to trofaste barbermaskiner været væk. Jeg aner helt enkelt ikke, hvor de kan være blevet af.

»Mystisk,« siger min kloge kone, da jeg endelig kommer i kontakt med hende.

»Der plejer da ellers aldrig at forsvinde noget for dig,« fortsætter hun lakonisk.

Jeg bider mig i læben, får et skæghår i munden og tager mig sammen til at bede hende hjælpe med at lede.

I vores familie er det nemlig hende, der er tingfinder. Og for det meste mig, der smider ting væk.

»Nu har du vel set efter oppe i Bermuda-trekanten,« spørger hun med henvisning til mit ikke altid lige ryddelige kontor.

Jeg ser på hende med det udtryk af medlidenhed, som jeg kun bruger, når det er strengt nødvendigt.

»Fortæl mig lige, hvordan min barbermaskine skulle lande på mit kontor,« svarer jeg spidst, inden jeg diskret afsøger kontoret - uden resultat.

»Ok, hvis du bare er sikker,« svarer hun og begynder at lede systematisk i resten af huset - uden resultat.

Nu begynder selv hun at synes, at det er mystisk.

Næste dag giver jeg op, kører op til Brugsen og køber den billigste barbermaskine, de har. Kinesisk og til 99 kroner, og det kan man sikkert ikke forvente sig meget af. Under eder og forbandelser af hele det kinesiske folk lykkes det mig at få delvis styr på de allerlængste skæghår, omend en direkte sammenligning med Vor Herres eget skaberværk falder ud til hans fordel.

Men det holder op med at klø så djævelsk. Da jeg prøvekysser min kloge kone, reagerer hun ved at trække sig væk og sige:

»Ad, du kradser.«

Jeg slår mig delvis til tåls med, at den del af vores liv så må slutte, går op på kontoret for at afslutte lidt arbejde, bakker kontorstolen godt tilbage for at få overblik - og kører fast.

Der, bag det ene hjul, ligger min toilettaske og griner.

Jeg stiller den - uden et ord - ned i badeværelset.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle