Uro i mælken og tre gange farvel til foreningen

Arla har landbrugets suverænt bedste image - i hvert fald, hvis man spørger uden for landbruget.

Er jeg den eneste der er ved at få lange løg af det nye Arlagården plus og klimatjek«, spørger mælkeproducent Casper Bo Madsen i Facebooks malkekvægsgruppe. Nej, det er han ikke.

For ganske mange af andelshaverne skaber de nye tiltag - Arlagaarden Plus, hjerteordningen, klimamærkning, differentierede priser - frustrationer. Nok er f.eks. hjerteordningen skabt i Fødevarestyrelsen, men det er Arla, der står på mål for at rulle den ud og aflønne mælken efter antallet af hjerter og må tage kritik af både bøvl og det faktum, at noget mælk skal afregnes bedre end andet.

»Det er uretfærdigt, at vi, der har bekostet penge på at bygge nye stalde, hvor dyrene har det godt, ikke får noget ud af det i hjerteordningen«, skriver mælkeproducent Martin Mouridsen på www.landbrugsavisen.dk. Han er dybt såret over, at mærkningen indikerer, at hans dyrevelfærd ikke er i top.

»Det handler om, at dyrene skal på græs, selv små kalve, fra de er fire måneder gamle. Det kalder de dyrevelfærd. Det er følelser, ikke fakta«.

Arla-streamer på bilen

Arla har ellers gennem årene haft en opbakning, andre andelsselskaber har misundt selskabet. Mælkeproducenter kørte rundt med Arla-streamer i bagruden og stillede altid op for selskabet på dyrskuer og i samfundskontakten.

Også udadtil står Arla stærkt. I den seneste imageundersøgelse fra Berlingske er Arla nr. 21 på listen over Danmarks mest respekterede virksomheder, foran virksomheder som Salling og A. P. Møller. Danish Crown halter milevidt efter som nummer 70.

Nu elsker de Jais

Til gengæld har landmænd altid skældt Danish Crown ud - men lige nu er billedet vendt. Selv Danske Svineproducenter erkender, at tonen har været for negativ. Årsagen er selvfølgelig gode priser, men nok også, at Danish Crown med Jais Valeur i spidsen har anlagt en åben linje med mod til debat og til at erkende egne fejl.

Arla ved godt, at skoen trykker. »Vores medlemstilfredshed har virkelig haltet i det sidste års tid«, indrømmede formand Jan Toft Nørgaard i LandbrugsAvisen i september.

Det er vist ikke blevet meget bedre siden. LandbrugsAvisen stiller meget gerne spalteplads til rådighed, så Arla kan forklare klimaplan, mærkeordning, priser, og hvordan ejerne bliver mere tilfredse.

Farvel til en optimist

»Jamen, det går jo godt«.

Sådan har den sydøstsjællandske landboformand Jørgen Petersen år efter år svaret, når man mødte ham. Altid med et smittende smil.

Efter 31 år som formand, længere end nogen anden, takker han nu af. Jørgen har ledet sin lokale forening og været stolt af ordet landboforening. Han har aldrig rigtig gidet at tage ordet, når der skulle klages over rammevilkår, men i sit hengemte hjørne af Danmark drevet en forening, der er lige så solid, som jorden på Stevns er god. Han er et billede på det gode i landbruget - nu skal han spille endnu mere golf.

LFs talentfabrik

For få år siden levede landbrugets organisationer deres eget liv. På Axelborg sad rigtig mange landmandssønner, der ikke kunne overtage gården og derfor blev nødt til at læse videre.

I dag er LF attraktiv og kan tiltrække talenter, der også efterspørges andre steder. Inden for et halvt år har omverdenen hentet en pressechef, en kommunikationsdirektør og en politisk direktør i LF, I denne uge er politisk rådgiver Rune Slot skiftet til Venstre og PA-chef Martin Arnoldus til Dansk Folkeparti. Axelborg er blevet en del af det politiske Danmark.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle