Af Jørgen Popp Petersen, formand for Landboforeningen LHN
Når man ser i bakspejlet, kan man både samfundsmæssigt og landbrugsmæssigt konstatere enorme udviklingsspring igennem tiden. Udtrykket at det bedste ved de gamle dage er, at det aldrig kommer igen, er ret ofte rammende, specielt når man ser, hvilken reel velfærdsudvikling menneskeheden på vore breddegrader har opnået. For rigtig mange mennesker er det snarere disciplin end økonomi, der er den begrænsende faktor. Bogstavelig kan man sagtens spise sig selv ihjel med de billige fødevarer, der er til rådighed. Den mere sandsynlige fare i tidens samfund er nok mere »falde i en dårlig livsstil« pga. af mangel på disciplin.
I slipstrømmen på corona kan man godt tænke på, om vi for eftertiden vil se på denne periode som en tid med et paradigmeskift, eller er det blot en tid, hvor der produceres krav til landbruget, fordi det er omkostningsfrit, og fordi diverse politikere og meningsdannere har brug for at vise handling.
Tanken opstår, når man ser, at forslag og krav mere er drevet af følelser end forskning.
Landbrug kan aldrig blive perfekt, for til hver en tid vil det være på basis af et kompromis. Vil man nyde en bøf, må dyret slagtes, og undlader man kemisk plantebeskyttelse, koster det udbytte og måske kvalitet.
Landbrugets brug af soja kritiseres for presset på regnskovene i Sydamerika. Der tales dog ikke så meget om hedeopdyrkningen i Danmark, og jeg ville såmænd også gerne se CO2-balancen på de ca. 20 ha landbrugsjord, der dagligt tages ud af landbrugsdrift for at overgå til fortrinsvis by, asfalt og beton.
Vi kan tilpasse os mange krav, men det er decideret benspænd, når et politisk flertal forbyder os at drive landbrug på §3 arealer. For bønder er det også svært at se logikken i de stadig mere og mere omsiggribende kvælstofreduktionskrav. Mens skidtet fra byerne flyder til havs i en lind strøm ved udsigt til regn, skal landbruget stadig nå nærmest umulige målsætninger.
Det er selvfølgelig fuldstændig legitimt at få love og regler juridisk afprøvet (aktuelt vedr. øgede efterafgrødekrav). Problemet er blot, at retningen er politisk bestemt. Skulle et virkemiddel blive underkendt, ja, så finder man selvfølgelig nye værktøjer.
Vi har i den grad brug for at være i dialog med både forbrugerne og vælgerne. Det synes jeg, der er mange tegn på. Når et »Veganerparti« f.eks. er klar til at gå til valg, tænker jeg ikke, det er for at fremelske livsstilen, men snarere for at bekrige det bestående landbrug.
Jeg vil opfordre politikerne i Folketinget og EU til at tænke grundigt på, om man kan lave politik med og ikke imod bønderne! Når den fælles landbrugspolitik skal give mening, nytter det ikke noget, at man i stigende grad også nationalt vil sætte dagsorden.
I Det seneste år har der i både Frankrig, Holland og Tyskland været massive landmandsdemonstrationer. Frustrationer over modsat rettede politiske og folkelige krav kan vi nikke genkendende til.
Hvis landbruget var gået i koma pga. covid-19 som en del andre brancher, så ville der nu have været helt andre »boller på suppen«.
