Vejret giver sprængfarlig rødkål

Samsøs rødkål næsten vokser sig selv ihjel på grund af en lang vækstsæson.

Den tørre sommer og en lang vækstsæson har fået konsekvenser for Samsøs produktion af rødkål, som i år har været helt eksplosiv. Det fortæller den lokale planteavlskonsulent, Knud Ravn Nielsen fra LMO.

»En ting er, at varmen har givet nogle bladlus, men en anden ting er, at afgrøderne næsten har vokset sig selv ihjel inden for rødkål. De næsten eksploderer på grund af vækstrevner,« siger han og råder til, at man planter kålene senere næste år.

Det kan gå galt

»Det skal ikke forstås sådan, at alle rødkål er ødelagt. Men i begyndelsen af sæsonen, når man planter tidlige sorter som vokser hurtigere, og vi har et varmt klima, kan det gå galt. Hvis vi får det samme næste år, kan producenterne løse det ved at plante de tidlige hold af rødkål lidt senere, så de ikke bliver alt for store og sprænger, inden de kommer på rødkålsfabrikken,« siger Knud Ravn Nielsen.

Syltefabrik er fortrøstningsfuld

Ifølge Samsø Syltefabrik, der har kontrakter med de lokale kålavlere, har tørken og den lange vækstsæson ramt omkring 20 procent af en årlig produktion på 3.000 ton rødkål. Produktionschef Jan Dufresne er dog ikke bange for, at der bliver mangel på dansk rødkål til juleanden.

»Det får ikke nogen betydning, i og med at de resterende kål har haft en længere vækstsæson, hvorfor der også er flere kilo i dem.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle