Viden om grødeskæring skal samles

Arbejdsgruppe samler viden om metoder og resultat af grødeskæring.

En arbejdsgruppe under Skov- og Naturstyrelsen er i gang med at indsamle viden om de forskellige former for grødeskæring og erfaringerne med dem.

Indsamlingen er et led i det arbejde, som en række politikere, blandt andet Venstres Birgitte Josefsen, fik sat i gang oven på eftersommerens voldsomme nedbør og de vedvarende problemer med oversvømmede marker.

På opfordring fra politikerne udsendte miljøminister Connie Hedegaard dengang dels et hyrdebrev til kommunerne om at tage højde for den ændrede nedbørmængde ved vandløbsvedligeholdelse, dels at nedsætte to arbejdsgrupper, hvoraf den ene altså ser på grødeskæring.

I den nedsatte arbejdsgruppe sidder repræsentanter fra Dansk Landbrug, Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening og Sportsfiskerforbun- det.

Ikke så enkelt

"Hensigten med indsamlingen er at se, hvilke metoder der bedst tilgodeser hensynet til afvanding og hensynet til miljøet," fortæller kontorchef Hans Chr. Karsten, Skov- og Naturstyrelsen. Sagen er nemlig ikke så helt enkelt at løse, fordi vandløbet ofte "svarer igen" på den behandling, det udsættes for.

"Derfor kan vi opleve, at løser vi et problem, introduceres nye," siger Hans Chr. Karsten og henviser til vandplanten Pindsvineknop, der især huserer i nordjyske vandløb. "Planten vokser som lyn og torden og vil kræve skæring seks til otte gange i sæsonen, men det vil gå ud over miljøet."

Hans Chr. Karsten forventer, at erfaringerne er samlet i løbet af de første måneder i 2007, så den endelige rapport kan ligge færdig inden sommer.

Udover erfaringsindsamlingen om grødeskæringen har en arbejdsgruppe samlet de konkrete erfaringer, der gennem de sidste 10 til 15 år er gjort vedrørende vandløbsregulativer, metode og anvendelse.

Indsamlingen har til hensigt at sikre denne viden, så den ikke forsvinder, når kommunerne 1. januar får hele ansvaret for vandløbsvedligeholdelsen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle