Ville være formand eller ingenting

Hvorfor valgte du at stille op som formand?

»Fordi jeg mener, jeg kan bidrage med noget nyt, og vores forening trænger til et frisk pust. De senere år er de nye idéer ikke rigtig blevet ført ud i livet, synes jeg. Jeg var selv kørt sur i at være næstformand, hvor jeg ikke har kunnet præge tingene i så høj grad, som jeg gerne ville. Så jeg stod ved en skillevej, hvor jeg enten skulle helt ud af bestyrelsen eller være formand«.

Hvorfor meldte du dit kandidatur så tæt på valget?

»Jeg har godt hørt, at nogen synes, at man ikke kan være det bekendt så tæt på, men jeg kommer ikke til at undskylde for timingen. Sådan er spillereglerne. Der er valg til formand hvert år, og det er sundt for demokratiet, at man ikke kan tage posten for givet. I princippet kunne jeg melde mig som kandidat på dagen, så jeg synes godt, jeg kan være det bekendt«.

Hvordan har samarbejdet i formandskabet været?

»I mange år rigtig godt, men i de senere år har det ikke kørt så godt. Det er nu lige så meget min egen skyld, som det er Bents (Bjørndahl Graversen, tidl. formand, red.). Vi har ikke været helt enige om tingene, og han har haft sit fokus på mange andre ting. Han har været en rigtig god formand i mange år, men han brændte ikke helt igennem her i landboforeningen længere«.

Hvordan adskiller du dig fra den tidligere formand?

»Jeg er lidt mere kontant, og jeg tør i højere grad sige min mening, selv om jeg bliver upopulær. Jeg vil gerne understrege, at jeg bestemt er tilhænger af Landbrug & Fødevarer og Seges, men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg gerne så et slankere system. Der er rigtig mange mennesker, som arbejder i landbruget, men som ikke har noget med det primære erhverv at gøre. Men det er klart, at jeg nu først skal i gang med at suge til mig ved formandsmøderne, og jeg skal ikke revolutionere det hele fra start«.

Hvad vil du fokusere på som det første?

»Jeg vandt på et snævert flertal, og det er jeg ydmyg overfor. Derfor handler det om at få samlet en stærk bestyrelse, der trækker i samme retning. Vi er en lille landboforening, og det er vigtigt, vi står sammen. Min fornemste opgave bliver at stå til rådighed for medlemmerne, og det er en af mine styrker, at jeg har fingeren på pulsen ude blandt medlemmerne«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle