Dyrlæge advarer: Status 1 er ikke salmonellafri

Vestjysk dyrlæge advarer landmænd mod at tro, at dyrene er total fri for salmonella, alene fordi besætningen er i status 1

Kvægbesætningen er ikke fri for salmonella, blot fordi den er i status 1. Det er en sandsynligvis salmonellafri status, og salmonella bakterierne kan fortsat være til stede.

Sådan lyder det fra Master i dyrevelfærd og kvægfagdyrlæge Inger Boysen, Dyrlægegruppen Skjern Å-Videbæk, ovenpå Landbrugsavisens artikler i sidste uge om salmonella-opblomstring i kvægbruget.

Inger Boysen møder besætningsejere, som har skiftet fra status 1 til 2, eller som bliver gensmittet efter en vellykket sanering. Og selvom de ofte mistænker smitte udefra, er det langtfra altid årsagen, mener hun. I flere tilfælde er det i stedet hvilende smitte internt i besætningen og i dyrene, som er blusset op igen.

»Vi skal vænne os til, at man taler om sandsynligheder, når det gælder frihed for bakterier og virus i forbindelse med nationale bekæmpelser«, siger Inger Boysen.

Immunitet og smitte - eller ej

Den generelle immunitet skal være sådan, at enkelte sporadisk forekommende salmonella bakterier i dyrene ikke opformeres. Så længe der ikke er for mange bakterier, og så længe de ikke opformeres, er der lille risiko for skift i status, mener Inger Boysen

Jo længere tid denne tilstand med god immunitet og stabilitet i besætningen har varet, jo større er sandsynligheden for, at besætningen kan forblive i status 1 på sigt.

De samme principper gælder ifølge Inger Boysen på landsplan - jo længere tid Danmarks kvægbesætninger har befundet sig i en stabil tilstand uden kliniske fund og smitte opformering, jo mindre er sandsynligheden for, at smitten er til stede i enkeltbesætninger og blusser op. Men man kan ikke sige, at bakterierne slet ikke findes i landet kun, at de er så godt som ikke eksisterende. Eksempelvis har der ved lovpligtige undersøgelser for BVD af eksportdyr forekommet enkeltstående tilfælde med fund af antistoffer mod BVD virus, som vi Danmark er erklæret fri for.

Glem ikke goldkøerne

I kampen mod salmonella er der stor fokus på kælvningsforholdene, og sådan skal det fortsætte, mener Inger Boysen.

»Køerne stresses helt naturligt i forbindelse med fødslen, og en eventuel hvilende salmonella smitte opformeres og kan overføres til næste generation. Men køernes smitteniveau afhænger i høj grad af, hvor succesfuld deres goldperiode har været. Har de haft god plads ved foderbordet? I sengebåsene? Og hvordan var belægningsgraden? Fodringen? Det bør tages med i handlingsplanerne«, opfordrer Inger Boysen.

Efter 3 måneders alderen

Ud over de velkendte hygiejniske tiltag hos de spæde kalve er det vigtigt at fokusere på de yngste kvier i opdrættet. »Her har vi oplevet, at en smitte kan florere ubemærket i store besætninger, selv om man har haft frie statusblodprøver for 3 mdr. gamle kalve«, siger Inger Boysen.

På det forebyggende plan drejer det sig derfor om at sikre modstandsdygtige kalve, blandt andet ved kvalitet i fodringen. Det er vigtigt at have små hold (gerne 6 til 8 kalve), holddrift og faste sider mellem holdene. Smitte forebygges desuden ved at minimere flytninger af kalvene og undgå holdskift.

Faktaboks

Salmonella i kvægbruget:

  • Aktuelt er 8,4 pct. af de 2.802 danske mælkeleverende besætninger kategoriseret som ikke-frie ejendomme.
  • For de ikke-mælkeleverende besætninger er 2,4 pct. af 13.315 besætninger ikke-frie ejendomme.
  • 16 danske kvægbesætninger er omfattet af særslagtninger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.