Efter års tovtrækkerier: Biomasseleverandører lander aftale med Nature Energy

Gennembrud i forhandlinger mellem landmænd og Nature Energy: Aftale landet om afregning for gylle og biomasse til biogas.

Efter års tovtrækkerier er det nu lykkedes Landbrugets Biomasseleverandører og biogasselskabet Nature Energy at nå til enighed om en aftale, der honorerer husdyrproducenternes bidrag til den grønne omstilling.

Aftalen betyder, at landmænd, der leverer gylle og husdyrgødning til de store biogasanlæg, fremover også får deres del af profitten fra de høje gaspriser, ligesom der er aftalt vilkår for salg af klimacertifikater.

Det skriver LBBL i en pressemeddelelse.

- Vi er meget glade for, at det endelig, efter en meget lang forhandlingsperiode, er lykkedes at lande en aftale med Nature Energy", udtaler to bestyrelsesmedlemmer i LBBL, Peter Høj og Martin L. Pedersen, som har forhandlet aftalen på plads på vegne af syv leverandørforeninger.

- Vi er tilfredse

- Vi har i fællesskab landet en aftale, der honorerer husdyrproducenternes værdifulde bidrag til den grønne omstilling. En aftale, hvor de tårnhøje gaspriser også giver et økonomisk bidrag til landmanden. Ligesom salget af værdifulde klimacertifikater også afspejles i aftalen. Generelt er vi tilfredse på nuværende tidspunkt, hedder det i de to forhandleres udtalelse i pressemeddelsen fra LBBL.

Års forhandlinger

Aftalen mellem parterne er kulminationen på flere års forhandlinger for at få en fair afregning for husdyrgødning, der leveres til biogasanlæg. 

Husdyrgødning til biogas er væsentlig i forhold til at sikre grøn energi til fremtidens transport og opvarmning.

Aftalen tager højde for mange af de nye forhold, der gør sig gældende i biogasmarkedet. 

Næring skal tilbage

Husdyrgødning er CO2-neutral gødning.

Derfor er det særdeles vigtigt for leverandørerne af husdyrgødning, at de får samme mængde tilgængelige næringsstoffer tilbage, som de har ”udlånt” til biogasselskabet, skriver LBBL.

Det er et af elementerne i den nye aftale mellem Nature Energy og leverandørerne af husdyrgødning.

Derudover er der en betaling for husdyrgødningen, som er bundet op på både gaspris og prisen på klimacertifikater i forbindelse med salg af den grønne gas. 

Sidst men ikke mindst er det med aftalen cementeret, at landmanden ejer klimagevinsten på gården ved at ”udlåne” husdyrgødningen til biogasselskabet.

Håber det smitter af

Erling Christensen, formand for LBBL, er glad og lettet over, at det er lykkedes at lande aftalen.

- Det er utrolig vigtigt, at vi har fået afsluttet de forhandlinger i lyset af den situation, vi sidder i i forhold til energiforsyning og andre ting - hvor det nu gælder om at producere så meget gas som muligt.

- Det er uhyre  vigtigt, at vi får udbygget vores biogasanlæg i Danmark - der ligger et enormt stort potentiale i de biomasser, landbruget kan bidrage med. Det er desuden helt afgørende, at samarbejdet med Nature Energy fungerer, og fungerer på ordentlige og fair vilkår, som alle parter kan se sig selv .

Roser Nature Energy

Erling Christensen roser Nature Energy.

- Nature Energy har virkelig været konstruktive i forhandlingerne og har bidraget til at sikre, at vi har opnået et fornuftigt resultat, som vi alle sammen kan se os i. Nu ser vi alle sammen fremad og nu gælder det om, at vi får gang i alle de her biogasanlæg rundt om, lyder det fra LBBL-formanden.

- Vi er også stolte over, at LBBL som organisation er blevet mødt med respekt i forhandlingerne.

Afregning følger markedet

De vigtigste elementer i aftalen er i følge Erling Christensen, at der er opnået enighed om et markedsrelateret afregningssystem, hvor afregningen falder, når gaspriserne falder - og omvendt.

Desuden er det slået fast, at ejerskabet til klimakreditterne ligger hos landmændene.

- Så kan vi efterfølgende sælge dem til højestbydende i markedet.

Erling Christensen ønsker ikke her og nu at sætte tal på aftalens indhold, da det er en stor og kompleks aftale. Men det er hans vurdering, at  ´LBBL er  nået i mål med sine ønsker'.

Med aftalen er der i følge LBBL potentiale for at skrue op for gasproduktionen på Nature Energys anlæg, hvilket er godt nyt for et marked, der efterspørger grøn gas og gas, der ikke importeres fra Rusland.

- Nuu er det selvfølgelig vores håb, at aftalen med Nature Energy vil smitte af i de øvrige forhandlinger, vi har i gang med de andre store biogasselskaber, E.ON. Danmark og Bigadan, siger Erling Christensen.

LBBL har repræsenteret 7 medlemsforeninger, som leverer husdyrgødning til Nature Energy. 

Nature Energy ejer 10 store biogasanlæg i Danmark og er dermed en stor og vigtig aktør på markedet for biogas.

Opdateret 14:06 med kommentar af LBBL-formand Erling Christensen.

 

 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle