Familieudvalget: Supermarkederne vildleder forbrugerne

Familieudvalget vil sætte ind overfor supermarkederne. De har givet landbruget ufortjente øretæver, mener formand for Familieudvalget Inger Skamriis Andreasen.

Buræggene er væk fra hylderne i alle de danske supermarkeder inden for de næste år. Det er et ønske fra forbrugeren, melder flere af kæderne – blandt andet Coop og Dansk Supermarked.

I virkeligheden udfaser supermarkederne kun buræg, fordi selv ønsker at overleve og ikke af hensyn til dyrevelfærd.

Det sagde formand for Familieudvalget i Familielandbrugssektionen Inger Skamriis Andreasen i sin beretning ved Familielandbrugets årsmøde i Vingstedcentret tirsdag.

Rendyrket eksempel

Burægssagen er et "rendyrket eksempel på misforståede illusioner", mener formanden.

"Landbruget har fået en økonomisk lunefuld øretæve i burægssagen. Vi skal være klar til at kommunikere op mod følelser."

Derfor opfordrer hun medlemmerne til at skabe flere og nye samarbejdspartnere og tænke bredt og utraditionelt for at komme i direkte dialog med forbrugeren.

"Vi skal kommunikere direkte til forbrugeren – det er godt og vigtigt – men skal det virkelig batte, skal vi lære at kommunikere til personer, der er indflydelsesrige i forhold til hvem, vi ønsker at påvirke," siger Inger Skamriis Andreasen.

Ud med vognen

Kommunikationen til detailhandlen og forbrugerne er allerede i gang.

Gruppen Landbokvinderne fra udvalget samarbejder med lokale Dagli' Brugsbutikker. Her formidler de viden om råvarer til forbrugeren i samarbejde med brugsuddeleren og lokale producenter.

For eksempel blev der i Bindslev opstillet en køkkenvogn, hvor kvinderne tilberedte den mad, som gæsterne kunne købe i butikken, produceret af den lokale landmand.

"Det skaber synlighed i de timer, aktiviteten foregår. Men det er de afledte virkninger, vi går efter," siger Inger Skamriis Andreasen.

Der er planlagt otte nye arrangementer med køkkenvognen i den nærmeste fremtid.

Gør afstanden mindre

Formanden opfordrer til flere samarbejder som disse. Så afstanden mellem landmand og de, der køber råvarerne bliver mindre.

"Familieudvalget er en lille brik – vi gør en indsats, der hvor vi nu kan og med de kræfter, vi har. Små brikker har også ret, og de kan være med til at skubbe en udvikling," siger hun.

Blandt andet vil et nystartet samarbejde med Region Hovedstaden gøre sådan en udvikling mulig, mener hun.

Familieudvalget har i fællesskab med Regionen arrangeret debatmøder, der skal få udbredt viden om bæredygtighed. Flere tiltag som disse er under udvikling.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle