Fire familielandbrugsforeninger foreslår at friholde små landbrug for klimaafgift med 'bundkvote'

Små landbrug skaber liv i landdistrikterne og understøtter natur og biodiversitet. En CO2-afgift vil ramme dem uforholdsmæssigt hårdt - derfor bør de fritages for CO2-afgift med en 'afgiftsfri bundkvote'. Det foreslår fire familielandbrugsforeninger.

En CO2-afgift kan ramme de mindre landbrug uforholdsmæssigt hårdt, fordi de ikke i samme udstrækning som store landbrugsbedrifter har mulighed for at anvende nye, højteknologiske klimaløsninger.

Det mener fire familielandbrugsforeninger, som derfor foreslår, at mindre landbrug med små dyrehold friholdes for CO2-afgiften ved, at der indarbejdes en 'afgiftsfri bundkvote' i den model til en klimaafgift, som man måtte blive enige om.

-  Vi finder ikke, at der skal CO2-afgift på en mindre ammeko besætning, som afgræsser  ådalen langs f.eks. Gudenåen, skriver de fire foreninger i en pressemeddelelse.

- Dels giver dyrene god natur og biodiversitet. Dels er det god  dyrevelfærd, og dyrene skaber glæde for de mennesker der kommer forbi.

De små ikke problemet

De fire foreninger tilføjer, at de helt generelt er modstandere af CO2-afgift på de mindre besætninger i landbruget, uanset om det er heste, grise, fjerkræ eller kreaturer.

De henviser i pressemeddelelsen til, at det 'grundlæggende' ikke de mindre besætninger, 'som er årsagen til problemet',   ligesom de mindre besætninger ofte er afskåret fra at hente tilskud fra miljøteknologiordninger, hvor størrelse ofte har førsteprioritet i ansøgninger.

- Vi havde i Familielandbruget gerne været den afgift foruden, og vi mener, som Landbrug & Fødevarer, at landbruget kan komme i mål med klimaindsatsen uden en afgift. Men vi må konstatere, at der er et klart politisk flertal for en afgift.

- Drøftelsen er derfor i Familielandbruget, hvordan vi gerne ser en eventuel afgift udmøntet. Vi er i Familielandbruget meget opmærksomme på at en CO2-afgift kan ramme de mindre landbrug forholdsvist hårdt. I Familielandbruget finder vi det urimeligt, hvis alle dyr kommer  til at tælle ens i en kompleks verden! En kompleks verden hvor dyr ofte bruges til andet og mere end 'bare' at skulle spises, skriver de fire familielandbrugsforeninger.

Foreningerne bag forslaget er: Familielandbruget Sydvest, Fyns Familielandbrug, Sønderjysk Familielandbrug og Familielandbruget LRS-Vejle samt Landbrugsrådgivning Syd.

Faktaboks

Derfor afgiftsfri bund

De fire foreninger kalder sammenfattende en afgifstfri bundkvote for 'rimelig' fordi:

  • De mindre besætninger medvirker til at 'skabe de landdistrikter vi gerne vil se, når vi bevæger os rundt'.
  • De understøtter andre formål såsom god natur og biodiversitet ved afgræsning.
  • De mindre landbrug 'oftest' ikke kan få miljøteknologitilskud.

Emneord

Co2-afgift

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle