Se billederne: Griseproducent bygger lejede stalde om fra sohold til slagtegrise

Jimmi Sørensen får det bedste ud af et tidligere soanlæg.

Artiklen er første gang publiceret i magasinet GRIS, september 2022

Jimmi Sørensen har grise, fordi han kan lide det. Ikke fordi han egentlig behøver grisene for at få tiden til at gå eller for at få smør på brødet.

Han har skifteholdsarbejde på en fabrik i nærheden, så grisene passer han enten før eller efter dette arbejde. 

Han lejer staldene og skal kun betale husleje, hvis der er økonomisk overskud til det. Til gengæld betaler han selv en del af det indkøbte inventar, men lægger selv sine arbejdstimer i det.

- Samlet har vi nok brugt 400.000 kr. på ombygningen plus eget arbejde, skønner han.

De gamle drægtighedsstier er stort set brugt som de stod, da søerne blev sat ud. Storstier sparer inventar og betyder, at man kan udnytte bygninger, man ellers ikke ville udnytte, men Jimmi Sørensen understreger, at de er vanskelige at levere fra, ligesom opsynet er vanskeligere. - Omvendt så er det bedre end alternativet, der ville have været en tom stald, lyder det fra Jimmi Sørensen.

En tredjedel er storstier

Da de fleste stalde er 20-30 år, er der lavet visse kompromisser under ombygningen.

For eksempel er en tredjedel af de 1.600 stipladser indrettet i storstier med 60-90 grise pr. sti. Skulle storstierne have været indrettet med mindre stier, ville det have krævet nyt gulv, spalter og inventar.

De øvrige stier er i traditionelle stier med 16-20 grise pr. sti.

- De mindre stier er meget lettere at overskue og levere fra, siger han.

Til gengæld erkender han nu et lille halvt år efter opstarten med slagtegrise, at han skal have et udleveringsrum, der kan rumme et helt læs grise.

- Det dur ikke i længden, at vi skal op midt om natten for at jage grise ud, siger Jimmi Sørensen.

Når hele renoveringen er færdig, skal de 1.600 stipladser og en nærliggende ejendom med 400 stipladser fyldes i løbet af to-tre uger fra samme smågriseleverandør.

- Jeg vil rigtig gerne køre alt ind/alt ud produktion, så besætningen reelt bliver tømt og saneret efter hvert hold, siger han.

Indtil videre ligger tilvæksten omkring 1.025 g og foderforbruget på 2,65 foderenheder pr. kg tilvækst.

- Dødeligheden har ligget tæt på fire procent. Det er jeg ikke tilfreds med, siger Jimmi Sørensen.

Med godt foder, rigeligt med sygestier og ham selv som eneansvarlig for pasning, så skal dødeligheden under to procent, før han er tilfreds.

- Selvom staldene er gamle, så skal effektiviteten være i top, fastslår han.


Det er ikke nødvendigvis lettere at passe slagtegrise fremfor søer, det er blot nogle andre ting, man skal være opmærksom på. Jimmi Sørensen læner sig i høj grad op ad rådgivere, her Simon Kvartborg (tv), Danish Crown, og Frank Bjerregård, DLG. - Jeg kan langt fra vide det hele, slet ikke når jeg tager en ny produktionsgren som slagtegrise op, lyder det fra Jimmi Sørensen, der også har hyppig kontakt til dyrlæge Charlotte Glenting, Danvet.

 


Både Jimmi Sørensen og udlejer Sten Bilde har lagt mange timer i ombygningen i løbet af vinteren, og de er ikke i mål endnu. - Det er fint at kunne udnytte gamle bygninger, men man skal også være indstillet på selv at lægge mange timer i projektet, siger Jimmi Sørensen. Der er også købt meget inventar til slagte-svineproduktionen som brugt for at holde investeringen nede. Han anslår, at der er købt inventar for 400.000 kr. til de 1.600 stipladser. Skulle de også have haft løn for deres arbejdstid, ville regningen være dobbelt så stor.

 


Jimmi Sørensen har noteret stimålene på væggen i hver sti. På den måde kan han let se, hvor mange grise, der højst må gå i hver sti. Selvom der må gå 91 grise i denne sti i forhold til arealet, er det hans erfaring, at det er for mange, ikke mindst om sommeren. Han vil fremover have mellem 70 og 80 grise i stien.

 


Når man ikke graver stibunden ud, men blot monterer inventar og foderauto-mater ovenpå det eksisterende gulv og spalter, risikerer man lettere svineri som i denne sti. For Jimmi Sørensen var det en kalkuleret risiko. Han forventer, at svineriet aftager, når temperaturen falder.

En medicinkasse til hver afdeling

Jimmi Sørensen havde ikke tænkt over, at det var dumt at slæbe den samme medicinkasse med rundt i hele stalden, men det gjorde en afløser ham opmærksom på.

- Jeg havde ikke selv tæntk på det, men det er selvfølgelig en perfekt måde at sprede virus og bakterier på, siger han.

Han er også blevet mere opmærksom på at bruge engangskanyler og automatsprøjter fremfor traditionelle sprøjter.

- Selvom jeg har haft søer i 15 år, er der noget andet at passe slagtegrise. Der er stadig en del ting, jeg skal lære, siger han. 

Han skifter også støvler, når han går fra den ene til den anden afdeling. Han kører også sin produktion som alt ind/alt ud af samme årsag.

- Jeg satser på, at begge steder, hvor jeg har grise, skal være helt tomme for grise, før der kommer nye grise ind. Det lykkedes ikke første gang, fordi vægtspredningen var for stor, fortæller han.


-Jeg har meget at lære endnu, men det er faktisk sjovt at passe slagtesvin, lyder det fra Jimmi Sørensen.

Faktaboks

Jimmi Sørensen

  • Satte i efteråret 2021 sit sohold på dengang 900 søer ud.
  • Søgte om tilladelse til i stedet at indrette staldene til slagtesvin og har nu 1.600 stipladser i de tidligere sostalde.
  • Har desuden 400 stipladser på en nærliggende ejendom.
  • Vil køre alt ind/alt ud produktion på alle 2.000 stipladser.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle