Svinepriserne kan kun blive bedre - og det kommer de til

Ugen På Spidsen: Svinenoteringerne er presset i bund, men der er tegn på, at svinebestandene mindskes flere steder i verden. Det kan være grobund for højere priser i 2022, skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

Det kan godt være, jeg hører til jubeloptimisterne. Men jeg vil vove den påstand, at svinepriserne snart kommer sig ovenpå en elendig periode med konstant faldende noteringer og puljenoteringer for smågrise, der har været mildest talt elendige.

Når man samtidig hører om producenter, der er klar til at forære deres smågrise væk, så ved man, at de normale markedsmekanismer for alvor er under pres.

Det har været og er for manges vedkommende en elendig tid med svineproduktion, men det kan kun gå frem nu.

Produktionen er faldet

I mange lande er produktionen allerede blevet mindre, og det er med til, at der igen kan komme efterspørgsel og højere priser.

I USA har en svinetælling afsløret en faldende produktion, i Kina er noteringen langt under omkostningsniveauet, og det vil koste mange grise. Faktisk så mange, at jeg bevarer troen på, at Kina-eventyret med en stor europæisk svineeksport kan komme tilbage for en periode.

Samme retning går det også for den europæiske svineproduktion, hvor EU-Kommissionen har offentliggjort de seneste tal, hvor også Spaniens svinebestand er med.

Mens en række nationer i EU tilbage i maj og juni, da svinetællingen blev gennemført og dermed inden prisfaldene de seneste måneder satte ind, allerede havde kæmpe udfordringer med at opretholde deres svinebestande, så ser det bedre ud i Spanien, der er gået markant frem, og Danmark, der lige holder skinnet på næsen med en fremgang på 0,1 procent i totalbestand.

Spørgsmålet er, om Spanien kan bevare sin bestand de kommende år, men uanset den spanske svinepopulation, så vil nedturen i andre lande samlet set trække den europæiske svinebestand ned.

På et år er den faldet 0,6 procent, men med væsentligt færre avlssøer er der på nuværende tidspunkt intet, der tyder på, at der kommer flere grise i EU i 2022.

Færre grise kombineret med kinesiske svineproducenter, der ifølge flere observatører er udfordret økonomisk på at producere grise, og coronarestriktioner, der formentlig vil blive færre i 2022 kan være startskuddet til en langt bedre periode end den, svinesektoren oplever i øjeblikket.

Normalt stiger smågrisepriserne i november. Det bliver spændende at se, hvornår stigningerne sætter ind. For det kommer de snart til.

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle