Læserne svarer: Sådan kan vi sænke ko- og kalvedødelighed

Mindre økonomisk pres og større indsigt i dyrene er nødvendig for at knække træls kurve for dødelighed, mener læserne.

Det gav anledning til en god debat med mange synspunkter, da Kvæg Plus i sidste uge bragte en klumme, Ugen på Spidsen, om dødeligheden blandt køer og kalve.

I klummen blev der efterlyst gode råd fra læserne til, hvordan den stigende ko- og kalvedødelighed kan vendes.

På Kvæg Plus såvel som i gruppen Malkekvæg på Facebook, skrev flere, at dødeligheden hænger sammen med den økonomiske situation i landbruget, og at den også ofte kan kobles sammen med manglende viden eller indblik i dyrene.

Flere debattører peger på, at lovgivningen er strammet, så landmændene i dag løber en større risiko ved at have dyr i sygebokse. I stedet for at risikere bøvl ved kontroller, vælger man at aflive syge dyr, selvom de måske med omsorgsfuld pleje kunne komme til hægterne igen i en sygeboks.

»Der er også lige det med dyrenes værdi nu contra tidligere. I dag kan dyrene ikke betale behandlingen tilbage, hvis de kommer sig og kan slagtes senere. Her var der mere balance i tingene tidligere«, påpeger en.

Det rette blik

En anden forklaring på dødeligheden er fokus og forståelse hos staldpersonalet. Ikke alle har det rette indblik eller forståelse for, hvordan man spotter dyr, som har behov for ekstra omsorg.

»Man skal være bedre til at beskæftige sig til det man er god til! Medarbejdere der ikke interesserer sig for fx malkekøer skal lægge deres kræfter et sted, som vedkommende virkelig interesserer sig for. Det kan være goldkøer eller kvier,« foreslår en.

En anden peger på, at overvågningen skal være skarpere, fordi besætningerne er blevet større. En tredje debattør peger på, at mængden af beton i staldene udgør en udfordring, som dog kan være svær at løse på kort sigt.

I forhold til kalvedødeligheden peger flere på, at det handler om rengøring og at opnå en høj hygiejnestandard.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.