Mælkeproducent: Hjerteordningen skuffer mig dybt

Blog fra malkebedriften: Martin Mouridsen, ny blogger til Kvæg Plus, mener ikke, at hjerteordningen belønner god dyrevelfærd - den er bare en blåstempling af økologiordningen.

Af Martin Mouridsen - fortalt til Frederik Thalbitzer

En offentlig myndighed som Fødevarestyrelsen skal ikke lave en dyrevelfærdsordning, der bygger på følelser. Sådan en ordning skal bygge på fakta.

Det er bare slet ikke det, der er tilfældet med hjerteordningen for kvæg, og jeg har gået og hidset mig op over den ordning.

Jeg gik ellers og glædede mig over, at der var en dyrevelfærdsordning på vej, så jeg kunne blive belønnet for noget af alt det, vi gør for dyrene, men der er ingen belønning i det for os. I virkeligheden er det bare økologireglerne, de har kopieret over.

Det handler om at dyrene skal på græs, selv små kalve fra de er fire måneder gamle, og så kalder de dét for dyrevelfærd. Det er følelser, er det. Ikke fakta.

Avlet til det

De dyr, vi har i dag, er også avlet gennem tusinder af år til at producere mere mælk, de lever jo ikke vildt længere, så behovet for at være ude er ikke som det var oprindeligt.

Er det dyrevelfærd, når en ko producerer 50 kg mælk, at gå ud på en græsmark i bagende sol, og skulle jages frem og tilbage mellem mark og stald dagligt?

Min jord er blød og tung og bliver et stort smadderhul på ingen tid. Det vil ikke være ekstra dyrevelfærd at skulle gå ude – men det er det, der skal til, for at få flere hjerter i hjerteordningen.

Jeg synes det er uretfærdigt, at os, der har bekostet penge på at bygge nye stalde, hvor dyrene har det godt, ikke får noget ud af det i hjerteordningen.

Vi går rigtig meget op i dyrevelfærd. Vi har sand i sengebåsene både ved køer og kvier, og vi strør ordentlig op hos kalvene hele tiden. Stalden er indrettet efter de sidste nye regler, når det gælder mål på båse og gange.

Vi går langt for ikke at tabe en ko på gulvet, også længere end vi nogle gange burde rent økonomisk. Juleaften havde vi dyrlægen ude og operere en ko med højresidig løbedrejning – rent økonomisk. ville det have været bedre bare at have skudt den, men det gjorde vi ikke. Det er jeg glad for i dag, for koen har det godt.

Tilgodese gode stalde

Det er ikke fordi, vi har verdens laveste behandlingsrate, eller ikke har syge dyr, men jeg synes godt man kunne tilgodese staldforholdene og dyrenes trivsel mere end hvor mange km hegn, man sætter op.

Det gælder ikke om at have få behandlinger, men at dyrene får de behandlinger, de har brug for og se at om de bliver raske. Vi sørger for, at dyrene bliver behandlet, når de har brug for det uden at gå på kompromis.

Hvorfor laver Fødevarestyrelsen ikke en ordning, hvor man kan se konkret på bedriften. For eksempel se, hvor mange dyr, der bliver raske i stedet for aflivet. Man kan hurtigt gennemskue, om en flok er velstrøet altid eller kun lige strøet op til lejligheden.

En ting er, hvad en virksomhed vil belønne, fordi det kan gavne afsætningen. Men når det er en offentlig myndighed, der laver et regelsæt, skal det ikke bygge på følelser.

Sådan er bedriften

Som ny blogger på Kvæg Plus er jeg blevet bedt om at fortælle lidt om mig og min bedrift. Jeg er 29 år og har 150 Holsteinkøer inkl. opdræt. Jeg overtog bedriften fra mine forældre i 2015.

Mælkeydelsen ligger på 11.600 kg EKM ved to gange daglig malkning. Jeg går en del op i avlsarbejde og udstiller en del på dyrskuer.

Der hører 80 hektar til bedriften, og der er 110 hektar i markplanen. Der er mest majs og græs, men også lidt helsæd i sædskiftet. Jorden er JB4.

Markerne passes af maskinstationen, og jeg betaler en fast pris pr. FE

Jeg har to medarbejdere. En elev og en faglært – begge danske.

I fritiden går jeg på jagt. Det er selvfølgelig ikke sæson hele året, men jeg skal jo også træne hunden eller forbedre terrænet, så det er en helårs-fritids-beskæftigelse.

Faktaboks

Martin Mouridsen

  • Ejer malkekvægbedrift ved Hanning mellem Spjald og Skjern, 29 år, blogger til Kvæg Plus
  • Overtog ejendommen i 2015 i familiehandel
  • 150 Holstein køer inkl. opdræt
  • 80 hektar hører til ejendommen, dyrker i alt 110 hektar fordelt på majs, græs og helsæd som lidt korn med udlæg
  • Ydelse: 11.600 kg EKM pr. årsko
  • Malker to gange dagligt
  • To ansatte, en elev og en fastansat
  • Maskinstation passer markerne og får fast pris pr. FE
  • Udbytteniveau 10.500 FE i majs og 8.500 i majs

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.