Seks slæt henter mere protein hjem

Om man tager fem eller seks slæt koster stort set det samme, mener Jens Jensen, men kvaliteten bliver bedst med seks slæt.

Onsdag kom femte slæt i hus på Gaardsted Højgaard, hvor der var grovfoderekskursion i sidste uge, og ifølge Jens Jensen er planen, at der skal tages et slæt til.

»Vi har taget seks slæt i græsset i mange år og har tradition for det. På den måde henter vi flere kg protein hjem, samtidig med at kvaliteten er bedre«, siger han.

Jens Jensen peger på, at en af fordelene ved seks slæt er, at græsset får en sammensætning, så man kan lave en foderration, hvor proteinprocenten ligger mellem 15,8 og 16,2. Dermed lever de så rigeligt op til det nye mål om, at proteinprocenten ikke skal over 17 procent. Forsøg viser desuden, at 16 procent proteinindhold er lige så godt som 18 procent proteinindhold.

Større kapacitet

Der ligger tillige en række fordele i praktikken, understreger Jens Jensen. Når de tager seks slæt, er de hver især 20-30 procent mindre end ellers. Det betyder hurtigere forvejring.

»Har vi 1,5 døgn med tørvejr, kan vi næsten altid være færdige«, siger han.

Umiddelbart tænker man, at det er dyrere med seks slæt frem for fem. Til det sige Jens Jensen:

»Jeg kan bare se, at vi ligger blandt dem, som har de 10 procent laveste omkostninger. Det handler måske om kapacitet, for når vi snitter, kan vi måske køre 12 kilometer i timen, fordi slættet er lidt mindre, og havde vi haft færre, men større slæt, kunne vi måske kun køre 8 kilometer i timen«, siger han.

Efter at femte slæt var i hus tidligere på ugen, var der allerede 12.500 FE i stakken. Derfor forventer han ikke et kæmpestort sjette slæt.

Første og andet slæt er analyseret, og mens det mange steder var meget sukkerholdigt, havde Jens Jensen gerne set, at fordøjeligheden, der ligger på 1,15 kg tørstof pr. FE, havde ligget lidt bedre.

»Havde vi taget det en uge før, havde vi haft højt sukkerindhold, men til gengæld kun halvt udbytte«, siger han.

Lettere at styre

Ifølge chefkonsulent på Seges, Niels Bastian Kristensen, taler målet om seks slæt for, at man kommer i gang i ordentlig tid og generelt får en god kvalitet. Ved god forvejring af græsset, som er lettere med de lidt mindre slæt, vil proteinnedbrydningen også være mindre, påpeger han.

»Det skal dog vejes op mod omkostningerne ved at tage et slæt ekstra«, siger han.

Faktaboks

Gårdsted Højgaard

  • Ved 12.000 FE pr. hektar ligger fremstillingsprisen på 98 øre pr. FE i græs
  • Ved 13.000 FE pr. hektar ligger fremstillingsprisen på 74 øre pr. FE i majs 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.