Mand har mistet livet i arbejdsulykke med maskine på Fyn

61-årig kom i klemme i maskine på mark nær Haarby. Arbejdstilsynet skal undersøge årsag til ulykke.

En 61-årig mand er søndag eftermiddag død i en arbejdsulykke på det vestlige Fyn, skriver fyens.dk.

Ulykken skete på Nellemosevej nær Haarby, oplyser politiets vagtchef.

På en mark var manden i færd med at fjerne sten med en maskine, da han af ukendte årsager kom i klemme i maskinen.

Politiets alarmcentral fik melding om sagen klokken 16.19, oplyser Fyns Politi til fyens.dk.

Det var en bekendt, der ringede til 112. Manden arbejdede alene på marken, da ulykken fandt sted, oplyser vagtchef Milan Holck Nielsen til Ritzau.

Hvordan det præcist kunne ske, at den 61-årige kom i klemme, vil blive klarlagt i en undersøgelse, og i den forbindelse er Arbejdstilsynet sat på sagen.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle