Morgenposten: Stor appetit på at sparke dæk – men mange tøver med Agritechnica

Mens der er corona-tvivl om de store messer, tiltrækker de lokale maskindemonstrationer et stort og sultent publikum

God mandag morgen.

Skal. Skal ikke.

Mange firmaer tøver med at melde sig til Agritechnica. En række store aktører med John Deere i spidsen som den absolut største udstiller i Hannover har bekendt kulør og springer messen i februar 2022 over.

Begrundelsen er, at deltagelsen er så dyr og ressourcekrævende, at den kun kan forsvares, hvis den tyske arrangør formår at tiltrække pænt over 200.000 gæster fra hele verden. Især den oversøiske deltagelse – fra Asien, Nord- og Sydamerika, Mellemøsten og Afrika – vurderes som tvivlsom ifølge John Deere på grund af coronavirussen. 

Agritechnica

Læs mere her: Maskingiganter i tvivl til næste Agritechnica

Maskinredaktionen erfarer desuden fra bl.a. kilder i Holland, at andre store udstillere peger på præcis den samme udfordring og derfor har besluttet at springe over denne gang.

En stor dansk producent ryster imidlertid ikke på hånden og melder nu klar til Agritechnica, fordi det tyske marked i sig selv er interessant. Læs mere om firmaet og overvejelserne længere nede i denne udgave af  morgenposten, som jeg i dag har fået lov til at være vikarskribent på.

 

Velas Maskintræf

Sultent publikum vil sparke dæk

Den forgangne uge viste ellers et sultent publikum med stor lyst til at sparke dæk, se maskiner arbejde i marken og få en god snak med kolleger og forhandlere.

Velas’ Maskintræf ved Bygholm tiltrak pænt over 1.000 besøgende og bød tilmed på et par nyheder fra bl.a. Pöttinger, som viste en spritny Aerosem-såkombination med rotorharve og delt tank til gødningsplacering frem. Den kan du læse meget mere om i LandbrugsAvisen sidst på ugen. Maskinen er nemlig testet særdeles grundigt i Danmark i udviklingsfasen.

Læs mere her:

Se med her: Folk valfarter til at se Danmarks største maskintræf

Østrigsk såmaskinekombination er udviklet i hemmelighed i Danmark

I denne uge inviterer Det Sønderjyske Fællesdyrskue, med maskinkonsulent Erik Nissen som tovholder, så til maskintræf ved Toftlund torsdag 16. september. De foreløbige meldinger lyder på over 20 deltagende forhandlere med mere end 40 maskiner.

Dertil kommer en række mere nørdede arrangementer i ugens løb, hvor der bl.a. sættes fokus på majshøsten, såning af efterafgrøder i majs, brug af NIR-sensor til udbyttemåling og hvordan græsudlæg bedst etableres i efteråret.

CHD sprøjte

Også verdens største trailersprøjte med plads til imponerende 14.000 liter ombord, vises frem af importøren Brdr. Toft fire steder i Jylland i denne uge.

880 Crop Cruiser

60 år med selvkørende finsnittere

Apropos den majshøst, der nærmer sig, kan New Holland i år fejre den selvkørende finsnitters 60 års fødselsdag.

Det var nemlig tilbage i 1961, at New Holland smed en motor og en platform med et rat og et lidet komfortabelt førersæde på den bugserede, enkeltrækkede 818-finsnitter. Dermed var 818 Crop Cruiser født.

Egentlig serieproduktion begyndte først i slutningen af 1960’erne, i øvrigt i skarp konkurrence med danske Dronningborg, som i al hemmelighed havde arbejdet på en selvkørende finsnitter i Randers. 

Pudsig detalje: Med købet af Kongskilde har New Holland igen fået en bugseret finsnitter i porteføljen – og den sælger faktisk pænt på en række oversøiske markeder, bl.a. Canada.

De andre store spillere på markedet for selvkørende finsnittere kom først på banen i 1970’erne med John Deere i 1972, Claas i 1973 og Krone i 1977.

GØMA

Gøma satser på Tyskland

Og så til den danske Agritechnica-deltager: Gøma.

At stå på en messe og vise gyllevogne frem i februar er ikke helt optimalt. Årets salg er mere eller mindre kørt – og kunderne har i stort tal fået leveret det nye grej. 

Ikke desto mindre fortsætter Gøma flere års tradition med at udstille deres grej og løsninger på det kommende Agritechnica, der på grund af corona blev udsat fra november i år til slutningen af februar næste år. 

Den beslutning står fast, selvom flere maskingiganter i de senere dage har aflyst eller bragt tvivl om deres deltagelse. 

”Det skal vi helt sikkert. Specielt når Tyskland er et marked, som vi meget gerne vil være på, så er det vigtigt at være der. Vi kommer til at være større dernede, end vi plejer. Samtidig ved vi, at der også kommer mange danskere og svenskere”, siger Gømas CEO Søren Jensen. 

Gøma debuterede i november 2017 på Agritechnica få uger efter, at man var gået ud med nyheden og billederne af sin første egenproducerede gyllevogn. 

Siden var man med i 2019 – og nu er det altså snart tid til messedeltagelse igen fra maskinproducenten og forhandleren fra Viborg - der iøvrigt præsenterede et rekordresultat i fredags.

Se her: De præsenterede ny dansk gyllevogn for fire år siden – og nu kommer rekorden

Alle morgenpostens læsere ønskes en herlig uge af vikar Claus Solhøj.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.